Fortsæt til indhold

Daniel Agger reddede firmaet: Nu er der brug for nye penge

Tattoodo har offentliggjort sit første regnskab efter en rekonstruktion.

Daniel Agger ejer over 50 pct. af Tattoodo, hvor han også sidder i bestyrelsen.
Erhverv

Med eksfodboldstjernen Daniel Agger i spidsen blev den ambitiøse tatoveringsplatform Tattoodo reddet fra en konkurs i efteråret 2022.

Nu er Tattoodo så kommet med sit første regnskab efter den rekonstruktion, som selskabet var igennem for lidt over et år siden.

Et regnskab, hvor der sås tvivl om fremtiden.

»Vi gør opmærksom på, at der er væsentlig usikkerhed, idet der kan rejses betydelig tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte driften,« skriver selskabets uafhængige revisor om det nye regnskab.

Millionerne ryger stadig ud af selskabet i en grad, så der er negativ egenkapital og brug for nye penge.

Konkret arbejder Tattoodo på at hente 8,7 mio. kr. i ny kapital fra konvertible gældsbreve og en crowdfunding-kampagne.

»Den fortsatte drift forudsætter, at de kapitaltegninger og lånetilsagn (...) rent faktisk bliver gennemført og tilført selskabet,« skriver revisoren.

Tattoodo gør i regnskabet opmærksom på, at nye og flere kapitaltegninger er nødvendige for at sikre driften efter juni 2024.

Det nye regnskab byder på et negativt driftsresultat på 29,2 mio. kr. og et underskud efter skat på 14,5 mio. kr.

Dog er Tattoodo optimistisk omkring fremtiden.

»Siden relanceringen i januar 2023 har vi set vækst på tværs af vores KPI’er og modtaget positiv feedback fra kunder og tatovører,« skriver Tattoodo i regnskabet.

Selskabet vil ekspandere sin service til hele Storbritannien og dele af USA, hvilket noget af den nye kapital skal bruges til.

Det nye regnskab indeholder også et par bemærkninger fra revisoren om, at Tattoodo har overtrådt henholdsvis selskabsloven og kildeskatteloven. Det første handler om manglende afholdelse af generalforsamling i tide, og det andet handler om, at der ikke er indeholdt kildeskat i forbindelse med udbetalt honorar.

Før Tattoodo endte i en rekonstruktion, var en stribe kendte navn med som investorer. Heriblandt Hummel-ejer Christian Stadil, arkitekt Bjarke Ingels, skuespiller Nikolaj Coster-Waldau og erhvervsmanden Peter Warnøe gennem fonden Nordic Eye.

Daniel Agger var også at finde blandt investorerne, og han blev den helt store redningsmand i rekonstruktionen. Det betød, at Agger nu sidder på 51 pct. af ejerskabet i Tattoodo.

Derudover er landsholdsspiller Simon Kjær også blandt medejerne efter rekonstruktionen.

Finans arbejder på at få en kommentar fra Tattoodos bestyrelsesformand.

Artiklens emner
Tattoodo
Daniel Agger