Fortsæt til indhold

»Av min arm«: Aktie er eksploderet i værdi

Arm Holdings kunne torsdag se sin aktie stige voldsomt i værdi.

Masayoshi Son er adm. direktør i Softbank, som er moderselskabet bag Arm Holdings. (Photo by Kazuhiro NOGI / AFP)
Erhverv

En ny techkæmpe ser ud til at være født.

Britiske Arm Holdings kunne torsdag se sin aktie eksplodere i værdi og stige med næsten 50 pct. Det skete efter et kvartalsregnskab, som var langt bedre end forventet for Arm Holdings, der designer chips til brug i kunstig intelligens.

Efter torsdagens kursfest er Arm Holdings-aktien mere end fordoblet i værdi på bare tre måneder.

Selskabet har nu for første gang rundet en markedsværdi på mere end 100 mia. dollars.

Under overskiften »av min arm for en kursudvikling« forklarer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, at Arm Holdings nu har brudt gennem aktie-lydmuren.

»Tallene var bedre end ventet, men mon ikke en udtalelse fra Arm Holdings ledelse om, at AI kun lige er begyndt, var stærkt medvirkende til, at aktiekursen eksploderede op,« skriver investeringsøkonomen i en kommentar.

Aktuelt er Arm Holdings mere værd end giganter som Petrobras, BP, Starbucks og Citigroup. Hvis aktien fortsætter op, går der ikke længe, inden Arm Holdings er blandt de 100 mest værdifulde selskaber i verden.

Arm Holdings blev børsnoteret i efteråret 2023. Det var årets største børsnotering på verdensplan.

Først var kursudviklingen skuffende for Arm Holdings, og i dagene efter børsintroduktionen sivede aktiekursen ned tæt mod 50. Nu er kursen på 113,9.

Aktieudviklingen hos Arm Holdings står ikke alene. Som Finans kunne beskrive torsdag, er der lige nu gang i en stor kursfest for aktier relateret til AI.

Heriblandt den helt store spiller i branchen Nvidia, hvis aktie er steget med 45 pct. hidtil i år.

Artiklens emner
Kunstig intelligens
Arm Holdings