Jesper Buch har udsigt til »voldsomt exit«: Men den endelige handel trækker ud
Konkurrencemyndighederne har indledt en særskilt undersøgelse af storkoncernen Kingspans opkøb af danske Treetops, som har Jesper Buch i ejerkredsen.
For ni måneder siden kaldte Jesper Buch det et »meget, meget voldsomt exit«. Et exit, der formentligt var hans største siden Just Eat.
Nemlig salget af det fremadstormende firma Treetops og Jesper Buchs ejerandel på 19 pct. til den store irske byggekoncern Kingspan.
Men Jesper Buchs store gevinst lader fortsat vente på sig.
For selvom handlen blev annonceret i maj 2023, er den endnu ikke gået igennem. Årsagen er, at de endelige godkendelser fra konkurrencemyndighederne stadig ikke er på plads.
»Jeg har stadig snuden i sporet, og om det trækker ud eller ej, så ved jeg hvilken vej, Treetops skal. Vi øger markedsandele og profit, så lader jeg advokater/jurister om alt det kedelige bag ved i kulissen,« skriver Ricki Kjeldsen, der er direktør og medejer af Treetops, i en mail til Finans.
Du frygter ikke, at handlen falder til jorden, eller at der skal afgives tilsagn om noget?
»Jeg kan frygte en 3. Verdenskrig, men ikke at handlen går igennem,« skriver han.
I januar har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indledt en fase 2-behandling af Kingspans planlagte opkøb af Treetops. Det betyder, at der er behov for at lave en særskilt undersøgelse af handlen.
Potentielt skal Treetops og Kingspan derfor måske vente til begyndelsen af juni for at finde ud af, om handlen kan godkendes eller forbydes. Altså risikerer handlen at trække ud i mere end et år efter underskrivelse.
Fase 2-behandlingen skal sikre, at opkøbet ikke hæmmer den effektive konkurrence til skade for eksempelvis andre virksomheder eller forbrugere på markedet.
Derfor laves der en dybere markedsundersøgelse af Kingspan og Treetops’ positioner.
Heriblandt har konkurrencemyndigheden sendt spørgeskemaer ud til kunder og konkurrenter for henholdsvis Treetops og rivalen Troldtekt, som i forvejen er ejet af Kingspan.
Både Treetops og Troldtekt sælger akustikplader til loftsløsninger. Som en kuriøs krølle kan det nævnes, at Treetops og Troldtekt faktisk for et par år siden var i slagsmål i retten om et bestemt produkt.
Ricki Kjeldsen oplyser, at han er fortrøstningsfuld omkring salget af Treetops til Kingspan og fortæller, at han forventer, at det hele er på plads i marts.
Det er planen, at Kingspan, der er børsnoteret og forhandler byggematerialer i mere end 70 lande, overtager 75 pct. af Treetops i forbindelse med handlen. Det betyder, at både Jesper Buch og medejer Dennis Povlsen forlader ejerkredsen.
Ricki Kjeldsen fortsætter som adm. direktør og står til at eje de resterende 25 pct. af selskabet.
Treetops fik Jesper Buch som medejer i 2020. Det skete nærmest ved et tilfælde, da investoren skulle have ny terrasse og kontakede selskabet, der holder til i Vamdrup. I den forbindelse blev han så vild med konceptet, at han besluttede sig for at investere i selskabet bag.
Ricki Kjeldsen stiftede Treetops i 2011 og fik siden Dennis Povlsen som medejer.
Treetops producerer og sælger bl.a. terrasser, hegn og akustikløsninger.

