To amerikanske Tesla-konkurrenter i modvind: Milliardunderskud og faldende interesse
Mens Tesla tjener milliarder, er de to amerikanske selskaber, der håber på at blive de nye Teslaer, kommet i alvorlig modvind. Det er blevet sværere at sælge en elbil, og priserne falder.
Det var nu, at de store investeringer i bilfabrikker og biludvikling skulle kaste gevinst af sig. Men for Teslas to konkurrenter på hjemmebane, Rivian og Lucid, går det ikke efter planen. Det viser friske årsregnskaber for de to bilproducenter.
Netop som salget skulle til at tage fart, blev markedet for elbiler ramt af en solid afmatning. Hos Tesla reagerede Elon Musk ved at sætte priserne markant ned i løbet af 2023, hvilket ikke har gjort livet nemmere for konkurrenterne.
Og for Rivian, som ved børsnoteringen i 2021 blev båret på en guldstol af forventninger, er der lige nu ikke udsigt til vækst. Der blev produceret 57.232 biler i 2023, men forventningen til 2024 er på præcist samme niveau. Her havde analytikerne i snit forventet en stigning til 81.700 biler, ifølge Reuters.
Problemet er, at det har været svært for Rivian at sælge bilerne i det tempo, selskabet havde forventet. Af de 57.232 Rivian-biler, der rullede af samlebåndet sidste år, blev 50.122 af dem solgt til kunder og forhandlere.
Et andet tal, der viser problemer, er underskuddet pr. bil. Rivian gav i 2023 et underskud på 37,5 mia. kr. – en forbedring i forhold til året før. Men hvor underskuddet pr. bil løbende blev mindsket i 2022 og de første tre kvartaler i 2023, gik det den forkerte vej i slutningen af 2023. Det gav dermed et sug i pengekassen på næsten 300.000 kr., hver eneste gang Rivian fik solgt en bil.
Nu handler det om at spare hos Rivian, der ved fremlæggelsen af årsregnskabet også meldte ud, at hver tiende medarbejder skal fyres. Ved at genforhandle kontrakter med leverandører og lave flere komponenter selv, regner Rivians topchef RJ Scaringe med at kunne forbedre marginerne, men først med virkning fra slutningen af 2024.
Rivian står bag den eldreven pickup-truck R1T – en biltype som er meget populær i USA – og den store SUV R1S. Begge er blevet solgt i prisklasser, som ligger langt over den gennemsnitlige pris på biler i USA, og Rivian har ikke ønsket at sænke priserne – før nu. I første omgang med en reduktion på omkring 20.000 kr.
Det handler om, at kunderne lige nu er økonomisk forsigtige, fordi der er makroøkonomisk modvind, forklarede RJ Scaringe til Reuters. Her kan lanceringen af en ny, billigere model i løbet af 2024 måske hjælpe. Men altså ikke mere, end at Rivian forventer at producere færre biler i år end sidste år.
Hos Lucid, en noget mindre, men mere direkte Tesla-konkurrent, så tallene heller ikke lovende ud. Her faldt omsætningen fra 2022 til 2023, selvom der blev solgt flere biler. Imens blev underskuddet mere end fordoblet til 19,5 mia. kr.
Til sammenligning fik Tesla et overskud på 105 mia. kr. i 2023.
Lucid sælger personbiler, men i luksusklassen, ligesom Tesla gjorde i begyndelsen, og der blev solgt 6.001 biler i 2023 – et meget lavt tal for en bilproducent. Produktionen var på 8,428 biler, og det forventer Lucid vil stige en smule til 9.000 styk i 2024. Det er kun en tiendedel af de 90.000 biler, som Lucid tidligere havde meldt ud var målet for 2024.
Begge selskaber er børsnoterede, og aktiemarkedet tog ikke pænt imod regnskaberne. Lucid faldt med 17,7 pct., mens Rivian fik banket over en fjerdedel af sin aktieværdi af. Dermed har Rivian tabt 95 pct. af værdien, siden aktien toppede i november 2021.
Der er dog stadig penge i kassen hos begge selskaber. Lucid har den hovedrige Saudi Public Investment Fund i ryggen – som Elon Musk fik kaldt for Lucids sugar daddy på det sociale medie X, efter årsregnskabet kom ud. Det var samme fond, som Elon Musk selv forsøgte at få til at betale for en afnotering af Tesla.
Hos Rivian blev der rejst så mange penge i de glade dage i 2020 og 2021, at der stadig er penge til at køre med store underskud frem til mindst 2025, lyder meldingen. Selskabet hentede først 76 mia. kr. fra private investorer og rejste så 90 mia. kr. ved børsnoteringen i 2021. Da hypen omkring Rivian var på sit højeste, var selskabet 880 mia. kr. værd.
Der er i øvrigt en tredje amerikansk konkurrent til Tesla, Fisker, som danske Henrik Fisker står bag. Her er der også problemer, både med salgstal og økonomi. Aktiekursen er faldet med 98 pct., hvilket nu kan føre til, at Fisker-selskabet bliver smidt af børsen i New York.

