Fortsæt til indhold

Trods milliardomsætning: Stor entreprenør går konkurs

Dansk Boligbyg A/S har kastet håndklædet i ringen og begæret sig selv konkurs.

Dansk Boligbyg må mandag begære sig konkurs. Foto: Presse - Dansk Boligbyg A/S
Erhverv

To byggesager på Sjælland har taget luften ud af et af Danmarks store entreprenørselskaber.

Dansk Boligbyg A/S har mandag begæret sig selv konkurs. Det bekræfter både Skifteretten i Horsens samt den ene af kuratorerne Henrik Steen Jensen, som er advokat og partner i Holst Advokater.

»Der har været problemer med to store byggesager på Sjælland, og til sidst kunne man ikke skaffe mere likviditet til at servicere de to byggesager,« siger Henrik Steen Jensen til Finans.

Han tilføjer, at Dansk Boligbyg A/S har kæmpet til det sidste for at finde en løsning, før selskabet sent fredag eftermiddag måtte opgive.

Dansk Boligbyg står bag bolig- og institutionsbyggeri i hele landet og havde i sit sidste regnskabsår en omsætning på 1,5 mia. kr. Men trods den store omsætning var der ikke flere midler tilbage i kassen til at håndtere udfordringerne.

Selskabet består af moderselskabet Dansk Boligbyg A/S samt de to datterselskaber Dansk Boligbyg Øst og Dansk Boligbyg Vest. Sidstnævnte er dog endnu ikke gået konkurs, fortæller Henrik Steen Jensen.

»Vi forsøger at redde Vest, og det håber vi, at vi kan i løbet af næste par dage,« siger kuratoren.

Hvis der ikke findes en løsning, risikerer 100 personer at miste deres arbejde som følge af Dansk Boligbyg A/S’ konkurs.

Henrik Steen Jensen understreger, at mandagens konkursbegæring og Dansk Boligbyg A/S ikke har nogen betydning for Base Erhverv. Selskabet laver erhvervsboligbyggeri og er en del af Dansk Boligbyg A/S. Men de hæfter ikke for gæld eller har noget tilgodehavende hos det konkursramte boligselskab.

Foruden Henrik Steen Jensen er Jan Bruun Jørgensen, som er advokat og partner i Andersen Partners, også kurator.

Artiklens emner
Byggebranchen
Dansk Boligbyg