Fortsæt til indhold

Anders Holch Povlsen skyder trecifret millionbeløb i børsnoterede Firstfarms

Investeringen er offentliggjort torsdag morgen.

Anders Holch Povlsen har netop postet penge i landbrugsvirksomheden Firstfarms. Foto: Ernst van Norde.
Erhverv

»Vores vision er at blive en af Europas bedst drevne og mest profitable virksomheder inden for jordbrug og fødevarer.«

Sådan lyder den beskedne målsætning for den danske landbrugskoncern Firstfarms.

Men for at blive Europas bedste - ja, så skal der penge til. Og det er der nu kommet.

Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen tror på Firstfarms og derfor har han netop investeret intet mindre end 186 mio. kr. i det børsnoterede selskab.

Det oplyser Firstfarms i en pressemeddelse torsdag.

»Det er med glæde og stolthed, at vi har tiltrukket en så stor og anerkendt investor. Vi deler værdisæt med Heartland-koncernen og har et interessefællesskab omkring jord, landbrug, natur og miljø,« fortæller Anders H. Nørgaard, adm. direktør for Firstfarms, i meddelelsen.

Anders H. Nørgaard er adm. direktør i Firstfarms. Foto: PR.

Kapitalindsprøjtningen kommer fra Heartland-koncernen og bliver gennemført gennem selskabet Constantinsborg - en gård, der har været på Holch Povlsen-familiens hænder siden 1999.

Og netop Constantinsborg vil fremover have en ejerandel af Firstfarms på 10,77 pct. Selskabet noterer derudover i meddelelsen, at såfremt Constantinsborg vil konvertere obligationen til aktier, kommer ejerandele til at lyde på 18,78 pct.

»I Heartland er vi glade for investeringen i Firstfarms, der stræber efter at etablere sig som en af Europas bedst drevne virksomheder inden for jordbrug og fødevarer. Samtidig, og ikke mindre vigtigt for os, adresserer og arbejder Firstfarms ambitiøst med den nødvendige (klima)omstilling, som landbruget står overfor. Det glæder vi os til at blive en del af og følge,« siger Lise Kaae, adm. direktør i Heartland, ligeledes i meddelelsen.

Firstfarms blev grundlagt i 2005 og efterfølgende børstnotereret i København. Anders H. Nørgaard har siddet i direktørstolen siden 2012.

Landbrugskoncernen har fire primære forretningsområder: svineproduktion, mælkeproduktion, afgrødeproduktion og udvikling af koncernens jordportefølje.

Firstfarms er til stede i fem forskellige EU-lande og beskæftiger i skrivende stund mere end 300 medarbejdere.

I seneste regnskab havde koncernen et overskud på mere end 65 mio. kr. efter skat.

Artiklens emner
Heartland
Firstfarms