Jan Lehrmann og Martin Høeg køber medstifter ud af Locked
Anna Louise Grantland var med til at stifte oplevelsesvirksomheden Locked i sin tid. Nu er hun ude.
I mere end seks år har Anna Louise Grantland arbejdet hårdt på at drive oplevelsesvirksomheden Locked frem.
Nu er det slut. Hun skal videre og tager hul på et nyt kapitel i sin karriere. Derfor sælger hun nu alle sine aktier i selskabet til sin medstifter Martin Høeg og investor Jan Lehrmann.
Det skriver parterne i en pressemeddelelse mandag.
»Det har været en fantastisk rejse at være med til at opbygge Locked helt fra bunden. Jeg er stolt af, hvad vi har opnået sammen, og jeg er sikker på, at Martin og teamet vil fortsætte den udvikling som vi sammen har igangsat,« siger Anna Louise Grantland selv i meddelelsen.
Locked står bag intet mindre end 12 escape rooms rundt om landet og arrangerer derudover teambuilding-arrangmenter og udendørs ture.
Tilbage i 2021 deltog de to stiftere i tv-programmet Løvens Hule, hvor både Mia Wagner og Jan Lehrmann forelskede sig i deres koncept.
Investorerne smed samlet set 1 mio. kr. i virksomheden mod en ejerandel på 10 pct. af Locked hver.
Sidenhen har Mia Wagner solgt sine aktier i Locked, mens Jan Lehrmann fortset er en del af ejerkredsen. Hvor meget han og Martin Høeg nu har betalt for at købe Anna Louise Grantland ud, er hemmeligt, men holdet afslører alligevel, at der er tale om et millionbeløb.
»Anna (Grantland, red.) har ydet en stor indsats og har haft en vigtig rolle i at sikre Locked den succes som virksomheden har i dag. Selvom Anna nu bevæger sig videre, er jeg overbevist om, at Locked vil fortsætte med at vokse og trives i de kommende år,« siger Jan Lehrmann ligeledes i meddelelsen.
Også Martin Høeg understreger, at Anna Louise Grantland fortjener en stor del af æren for at Locked har udviklet sig til den succes, virksomheden er i dag.
Hvad der startede som en spinkel idé er i dag en virksomhed med 8 fuldtids- og 90 deltidsmedarbejdere og en årlig omsætning på 17,5 mio. kr. i 2023.
Det svarer, ifølge Martin Høeg, til knap 100.000 gæster årligt.

