Minkavlere tøver med at tage imod hurtigere erstatning
Med et nyt tilbud til minkavlerne ville et politisk flertal forhindre, at milliarderstatningerne efter nedlukningen skulle forsinkes i årevis. Men nu tøver minkavlerne.
Hurtigere. Hurtigere. Hurtigere.
Ambitionen var klar, da et bredt politisk flertal sidste forår indgik en aftale, der skulle sætte fart på udbetalingerne af de milliardstore erstatninger til minkbranchen efter nedlukningen i 2020.
Men stik mod forventningen fra politikere og embedsmænd tøver minkavlerne nu med at sige ja til den løsning, der skal give dem deres penge hurtigere.
Dermed er det stadig helt uklart, hvor lang tid der vil gå, inden de ca. 1.200 minkavlere får deres erstatning, og ikke mindst om Venstre, der sidder for bordenden i Fødevareministeriet, kan holde det løfte, partiet gav før seneste valg.

