Fortsæt til indhold

Nu bliver det dyrere at få bagage med på ferien

For at dække over stigende udgifter til løn og brændstof indfører flyselskab dynamisk prissætning.

Flyselskabets nye priser er ikke lige til at gennemskue. Arkivfoto: Finn Frandsen
Erhverv

Merudgifter til vinduessæde, ekstra benlængde, forplejning ombord og tidlig boarding.

Listen over ting, der lige koster lidt ekstra oven i billetprisen, er lang, når man køber flybilletter til ferieturen.

Og nu bliver den samlede udgift lidt mere kompliceret.

Nu indfører det amerikanske lavprisselskab Jetblue nemlig en ny prismodel på indchecket bagage, også kendt som en såkaldt ”dynamisk prissætning”.

Det skriver det amerikanske medie Quartz.

Det betyder, at det bliver dyrere at få indchecket bagage med ombord, hvis du rejser i højsæsonen, som hos Jetblue løber fra slutningen af april til starten af september og igen fra thanksgiving i slutningen af november til midten af december.

Uden for sæsonen skal man af med 35 dollars, hvorimod det ved thanksgiving i højsæsonen eksempelvis kan koste 50 dollars for den første kuffert og 70 dollars for en eventuel nummer to.

Men det kan være svært for de rejsende at gennemskue på forhånd, da prisen også afhænger af destinationen, billetprisen og -typen samt kuffertens vægt.

Flyselskabet siger selv, at de nye priser skal til for at dække stigende udgifter til løn og brændstof.

Og der er da også mange penge at hente for flyselskaberne i deres kunders bagage. I 2022 tjente den globale flyindustri 30 mia. dollars, svarende til lidt over 200 mia. kr., på at tjekke bagage ind.