Fortsæt til indhold

Data skal gøre bygninger smartere og grønnere

Nomineret til Finans Impact Award: Ateas projekt "Smart Buildings" bruger store mængder data om bygningens brug, som kan bruges til at gøre byggeri mere bæredygtigt både for klimaet og økonomien.

Foto/video: PR/Anders Thykier
Erhverv

Bygninger skal gøres smartere ved brug af dataindsamling og analyse.

Så simpelt kan it-virksomheden Ateas arbejde med ”Smart Buildings” forklares, hvis det koges helt ind til benet.

»En Smart Building er, at vi henter data ud fra en bygning for at få en forståelse af, hvordan den rent faktisk arbejder og derefter begynde at optimere på driften,« forklarer Bjarke Bolding Rasmussen, it-arkitekt hos Atea.

Projektet bruger teknologier som IoT, Machine Learning og Digital Twin til at skræddersy løsninger til at gøre indeklimaet bedre, når det gælder f.eks. temperatur, CO2-koncentration, støjniveau, uhensigtsmæssigt lys og luftfugtighed. Samtidig kan virksomheden ved hjælp af løsningen få bedre indsigt i udnyttelsesgraden af sine bygninger. Det kan bl.a. gøre det nemmere at sikre de rette faciliteter - altså antal mødelokaler, størrelse og udstyr, samt få bedre overblik over, hvor der er behov for rengøring.

Atea Smart Buildings så dagens lys for fire år siden og har i dag store projekter hos en række private såvel som offentlige organisationer. Ifølge Bjarke Bolding Rasmussen er projektet skalerbart til en lang række større virksomheder og kommuner, samt kontorfællesskaber og udlejningsselskaber. Dog skal bygningerne have en vis størrelse, før det giver mening at begynde at indsamle data og optimere.

»Det er meget vigtigt for os at pointere, at vi gør det uden, at folk føler sig overvåget. Vi bruger datakilder, som langt det meste af tiden findes i forvejen, eller udfylder nogle huller ved at bruge sensorer, der kan måle indeklimatemperaturen, tælle hvor mange mennesker der er osv.«

Bygninger står ifølge tænketanken Concito for ca. 40 pct. af Danmarks energiforbrug og 20 pct. af C02-udledningen. Derfor kan selv den mindste optimering af bygningernes brug betyde store besparelser for klimaet og pengepungen. Derudover får brugerne af bygningen gavn af et bedre indeklima, som gavner deres sundhed og effektivitet.

Hvorfor har Atea indstillet ”Smart Buildings” til Finans Impact Award?

»Fordi det gør en kæmpe forskel for markedet, at man rent faktisk får indsigt i, hvordan bygningen opererer. Dels for menneskerne, der bruger bygningen, men så sandelig også for klimaet. Hvis vi er i stand til at bidrage til at effektivisere bygningerne og opnå bare procentbesparelser, så har det en kæmpe indvirkning på det generelle klimaaftryk,« siger Bjarke Bolding Rasmussen, som håber, at flere får øjnene op for produktet, som opererer i det skjulte.

Hvordan kan projektet inspirere andre virksomheder?

»Den måde, vi går til opgaven på, hvor vi laver en agnostisk platform: Vi tænker på os selv som en integrator i midten, hvor vi gerne vil gøre noget godt for samfundet ved at arbejde med åbne systemer. Vi vil være en ledestjerne ved at indsamle data på tværs af silosystemer og demokratisere dem.«

Årets Finans Impact Awardshow bliver afholdt den 16. maj 2024 i København - tilmeld dig gratis eventet her

Artiklens emner
Byggebranchen
Concito