Fortsæt til indhold

Hårdt år for en af Danmarks største bilkoncerner

Trods stor fremgang i omsætningen måtte Nic. Christiansen Gruppen se overskuddet falde med næsten 100 mio. kr.

Niels Vrist Bertelsen, topchef i Nic Christiansen Gruppen, forventer et fortsat presset bilmarked, hvor marginalerne og dermed overskuddet er under pres. Foto: Nic. Christiansen Gruppen/Jakob Boserup.
Erhverv

Bilbranchen er ikke for de svage. Først pressede en coronaepidemi og senere Ukrainekrigen forsyningskæderne, og sidste år blev en regulær priskrig skudt i gang på især markedet for elbiler.

De meget ”volatile” forhold afspejles tydeligt i regnskabet for 2023 hos Nic. Christiansen Gruppen, der er en af Danmarks største bilvirksomheder.

Omsætningen steg godt nok med 1,4 mia. kr. til mere end 8,5 mia. kr, men overskuddet før skat faldt med næsten 100 mio. kr. til 178 mio. kr.

Og det bliver ikke nemmere i år, hvor koncernen fortsat forventer at kunne matche omsætningen på 8,5 mia. kr., men med et overskud på 133 mio. kr. før skat og dermed lavere end i 2023.

Bilkoncernen består af tre hovedaktiviteter: Import, Retail og Leasing/Finansiering.

Importen er af biler som eksempelvis Hyundai, BYD, Land Rover, Jaguar og flere andre fabrikater, hvis man tager Norden med.

»Det er tydeligt for enhver, at det er omskiftelige tider i bilbranchen, og derfor er jeg også tilfreds med vores performance. I et normalt marked er vores ambitioner for indtjeningen højere, men som året og markedet udviklede sig, så er det tilfredsstillende. Volatiliteten stiller store krav til vores evne til løbende at tilpasse vores forretning, men det giver også store muligheder, og dem har vi virkelig grebet i 2023,« lyder det fra Niels Vrist Bertelsen, adm. direktør i Nic. Christiansen Gruppen, i en pressemeddelelse.

Når direktøren er tilfreds trods det ringere resultat, så skyldes det, at forventninger ved indgangen til 2023 var lavere, og derfor leverer gruppen også bedre end budgetteret.

Nic. Christiansen Gruppen gennemførte en omfattende reorganisering sidste år for at optimere forretningsgangene, og man satser offensivt på endnu flere opkøb i år. Blandt andet forventer man formelt at overtage importen af Ford i anden halvdel af i år.

»Derudover forventer koncernen, at der vil ske udvidelse af den eksisterende forretning, ligesom der vil blive tilføjet nye importmærker. Disse tiltag skal medvirke til, at Nic. Christiansen Gruppen om fem år sælger mere end dobbelt så mange biler, som tilfældet er i dag,« skriver koncernen i sin årsrapport.

Nic. Christiansen Gruppen forventer, at 2024 også vil blive præget af stor konkurrence og volatilitet. Det vil resultere i et fortsat udfordrende marked, hvor også den grønne omstilling af bilparken bliver et tema.

»Der er ingen tvivl om, at konkurrencen indenfor elbiler vil fortsætte, og herhjemme har danskerne virkelig taget elbilerne til sig. Men samtidig ser vi lige nu tendenser på det globale marked, hvor efterspørgslen på elbiler ikke som hidtil er en lodret kurve op i luften. På den front ser det ud til, at efterspørgslen kan have stabiliseret sig. Blandt andet derfor ser vi ind i en tid med fortsatte udsving, som vil betyde, at både leverandører og producenter kan komme under pres,« siger Niels Vrist Bertelsen.

Artiklens emner
Bilbranchen