Fortsæt til indhold

Kæmpe lufthavn ramt af regnvejrskaos - nu skal 30.000 kufferter leveres tilbage

Det massive regnvejr, som ramte ørkenstaten i sidste uge, fik i weekenden topchefen i flyselskabet Emirates til tasterne.

Den massive mængde nedbør, som ramte De Forenede Arabiske Emirater, skabe lange køer i lufthavnen. Foto: Reuters/Staff
Erhverv

Det værste regnvejr i de Forenede Arabiske Emirater i 75 år udløste kaoslignende tilstande i ørkenstaten, og de massive regnmængder fik i weekenden også fået topchefen i flyselskabet Emirates til tasterne for at undskylde over for selskabets kunder.

På 24 timer faldt der over 140 mm regn. Normalen er ifølge nyhedsbureauet AP knap 95 mm på et helt år. Vandmængderne påvirkede flytrafikken voldsomt, og det store flyselskab har simpelthen ikke håndteret de udfordringer, som det voldsomme regnvejr skabte, godt nok, lyder det.

»Denne uge har været en af de hårdeste for Emirates operationelt, da historiske storme ramte De Forenede Arabiske Emirater. Jeg vil gerne give vores mest dybfølte undskyldning til hver kunde, der har fået afbrudt deres rejseplaner i denne periode,« skriver Tim Clark i brevet, som blev lagt på Emirates’ hjemmeside i løbet af lørdag.

I brevet forklarer Tim Clark, at man formåede at undgå, at alle aktiviteter i lufthavnen i Dubai blev lukket ned. Men oversvømmede veje betød bl.a., at piloter, kabinepersonale samt lufthavnspersonale havde svært ved at nå frem til lufthavnen.

Det betød, at flere flyvninger blev sendt til andre lufthavne, og i løbet af tre dage blev 400 flyafgange aflyst, mens mange flere blev forsinkede.

»Vi ved, at respons langt fra har været perfekt. Vi anerkender og forstår vores kunders frustration på grund af overbelastning, mangel på information og forvirring i terminalerne. Vi erkender, at de lange køer og ventetider har været uacceptable,« lyder det fra Tim Clark.

Da brevet til kunderne blev lagt på hjemmesiden, lød det fra Tim Clark, at trafikken nu var tilbage til normalen. Men det var ikke ensbetydende med, at arbejdet i forbindelse med oversvømmelserne var overstået.

»Vi har lavet en taskforce, som skal sortere og levere omkring 30.000 stykker efterladt bagage til deres ejere. Det vil tage os nogle flere dage at få styr på ombookede passagerer og kufferter, og vi beder om vores kunders tålmodighed og forståelse,« lyder det fra Tim Clark.

Artiklens emner
Luftfartsbranchen
Emirates