Grønt lys: Jesper Buch kalder investering i terassefirmaet Treetops for hans bedste nogensinde
Konkurrencestyrelsen har efter flere måneders betænkningstid godkendt salget af et dansk firma.
Det fremadstormende sydjyske firma Treetops er solgt.
Salget af terasse-firmaet har stifterne Ricki Kjeldsen og Dennis Povlsen samt medejer Jesper Buch ventet på i månedsvis.
For selvom opkøbet blev annonceret i maj sidste år, har konkurrencemyndighederne først nu givet grønt lys til at sælge virksomheden til den irske byggekoncern Kingspan.
Finans fanger en jublende Jesper Buch, der langt om længe kan konstatere, at handlen er gået igennem.
»Jeg kan mærke det i hele mit system og klapper mig selv på skulderen. Men 90 pct. af æren skal gå til de her to drenge,« siger Jesper Buch og henviser til Ricki Kjeldsen og Dennis Povlsen, der stiftede Treetops i 2011.
»De står tidligt op om morgenen og klør på til sent om aftenen. Engang imellem har de lyttet til en gammel rotte i forhold til strategi i bestyrelseslokalet. Det har været en kæmpe, kæmpe fornøjelse at arbejde sammen med dem,« siger Jesper Buch.
Danske Treetops Trading producerer terrasser og akustikløsninger til kunder over hele verden med kæmpe succes.
Jesper Buch fik øjnene op for firmaet, da han i 2020 selv skulle have bygget en ny terrasse. Dengang blev han så vild med konceptet, at han besluttede sig for at købe sig til 19 pct. i selskabet.
Og det har tilsyneladende være en god beslutning. For Jesper Buch lægger ikke fingre imellem, når han skal forsøge at lægge ord på, hvor god en investering det har været for ham personligt.
»Det er min bedste investering nogensinde, når man ser på tid, indskud og hvor meget jeg har fået for de penge, jeg har lagt ind.«
I sin pressemeddelelse bekræfter Konkurrencerådet, at Kingspan overtager Treetops med det forbehold, at Kingspan har forpligtet sig til at frasælge TreeTops’ forretning inden for salg af træbetonplader til lofter.
Netop træbetonpladerne har været med til at komplicere salget af Treetops til irske Kingspan. Det skyldes, at Kingspan i forvejen ejer Troldtekt, som har en stor markedsandel inden for salg af loftplader af træbeton.
Konkurrencerådet havde betænkeligheder ved, om en fusion uden tilsagnet ville medføre prisstigninger og begrænse udvalget af produkter på dette marked. Men det hele har nu løst sig efter 11 måneder.

