Fortsæt til indhold

Unge, der kvitter jobbet, koster hvert år Q8 millioner: »Vi vil gerne forstå dem«

Q8 tager flere midler i brug for at forstå de unge, der stormer ind på arbejdsmarkedet, men som er hurtige til at skifte job. Initiativerne har allerede skabt resultater, lyder det.

Q8 har investeret i at holde på de unge, og det har allerede skabt resultater. Foto: Q8
Erhverv

Hvordan har du det?

Beskeden popper op på telefonen, når en medarbejder i Q8 har afsluttet en vagt. Fra telefonen tilbyder Q8 også et program, der kan hjælpe de unge med at holde styr på økonomien.

Det kan lyde som en forældrefunktion. Men sådan skal det ikke ses, siger Helle Skov, direktør for Q8 Servicestationer.

»Det her betaler sig,« siger hun.

Faktisk kan Q8 spare millioner på at arbejde med området. Det koster hvert år Q8 estimeret 25 mio. kr., når de unge kvitter jobbet.

»En stor medarbejderudskiftning påvirker både viden og kultur på en arbejdsplads. Det er stressende for forretningschefer på stationerne at skulle arbejde med rekruttering konstant.«

Q8 Danmark består af 106 bemandede stationer med ca. 1.500 ansatte, hvoraf mere end 1.000 af de ansatte er mellem 18-29 år og falder ind under kategorien generation Z.

»Vi vil gerne forstå de unge. Det er en kompetent og værdifuld målgruppe og en generation, der har meget at komme med,« siger Helle Skov.

Illustration: Anders Thykier

Q8 er ikke alene med problemet. En undersøgelse fra PwC viste sidste år, at 29 pct. af de unge er tilbøjelige til at skifte job. Det er flere end de øvrige generationer.

Helle Skov kan godt mærke et skifte hos generation Z, der i disse år stormer ind på arbejdsmarkedet. Især på stationer omkring store byer, hvor jobmulighederne er flere, skal Q8’s ledelse »stå tidligt op og gøre os fortjente til deres arbejdskraft«.

Beskeden og platformen er blot to af flere tiltag, Q8 de seneste år har igangsat for at blive klogere på den generation, der i 2025 vil udgøre 27 pct. af arbejdsstyrken globalt ifølge McCrindle Research.

Q8 har udviklet et lederskabsprogram i generations- og individuel ledelse, der skal sikre bedre ledelse og forståelse af medarbejderne.

For at gøre arbejdspladsen mere attraktiv for de unge har Q8 lavet et samarbejde med det digitale værktøj All Gravy, som 90 pct. af de unge medarbejdere nu gør brug af. Appen giver mulighed for, at de unge selv kan styre deres økonomi og udbetaling.

»De unge har typisk ikke så supermange penge, og det stresser dem. Taber man en telefon, er det mange penge, der skal på bordet,« siger hun.

Medarbejderne har derfor mulighed for at tage en ekstravagt sidst på måneden og få udbetalt pengene med det samme efter endt vagt. Hvis man skal til fest en fredag og ønsker sig et par nye bukser, kan det tilskynde til at tage en vagt torsdag, forklarer Helle Skov.

»Vi vil gerne have de unge til at arbejde mere, fordi de bliver dygtigere af at have flere vagter.«

I appen kan man få kontrol over økonomien, og medarbejderne kan indlægge SU og indtjening. Appen viser et budgethjul, hvornår der er fyldt op, og hvornår der er plads til opsparing.

Når de unge er færdige med en vagt, modtager de en måling, hvor de bliver spurgt, hvordan de har det. Lige nu ligger scoren på 4,4 ud af 5, og det er Helle Skov stolt af.

»Det giver en bevidsthed om, at de unge er gået fra en vagt med god energi,« siger hun og påpeger, at hyppige målinger også kan bruges til at gøre opmærksom på mistrivsel eller ledelsesproblemer.

Generation Z er modsat tidligere generationer opdraget meget demokratisk. De er generelt ikke særligt autoritetstro og vil gerne involveres i beslutninger.

For at komme tættere på de unge har Q8 også oprettet et ungeministerium. Her har hvert af Q8’s fem distrikter udnævnt ungeministre, som deltager i afdelingsmøder og indsamler idéer og konkrete forslag til, hvordan de kan øge trivslen i hverdagen og skabe en bedre arbejdsplads.

Bl.a. er frontpersonalets uniformer blevet taget op i ungeministeriet, og sidste år fik de ændret julegaverne. Det skete, efter at medarbejderne på en station havde klaget over, at ledelsen fik et bedre udvalg, end frontpersonalet gjorde. Nu får alle de samme julegaver.

Synes du ikke, at I sådan holder de unge lige lovlig meget i hånden?

»Det synes jeg slet ikke. Vi har også et ansvar som arbejdsplads. Q8 er den første arbejdsplads for mange unge. Det betyder meget, hvordan man kommer ind på arbejdsmarkedet. Det kan være første gang, de egentlig møder mere håndfaste krav til, hvordan ting skal gøres, og selv lærer at stille krav.«

Da kæden for et par år siden satte gang i arbejdet, lå medarbejderomsætningen på over 80 pct. Nu ligger den på 65 pct.

»Vi kan se, at det virker. Derfor fortsætter vi. Det er en god forretning på alle planer. Det her fokus trigger både toplinje, indtjening, trivsel, performance og ledelse,« siger Helle Skov, der gerne vil ned på en medarbejderomsætning på under 50.

Det vil gøre en stor forskel for stabiliteten ude på stationerne, siger hun.