Fortsæt til indhold

Demonstranter stormer Tesla-fabrik i Tyskland: Får Elon Musk til tasterne

Den omstridte Tesla-fabrik i Grünheide i Tyskland er fredag blevet forsøgt stormet. Det har ledt til adskillelige tilskadekomne, rapporterer flere medier.

Demonstranter har fredag forsøgt at storme en Tesla-fabrik i Tyskland. Det har ført til optøjer, tilskadekommende og en række anholdelser. REUTERS/Christian Mang
Erhverv

Demonstranter er fredag stødt sammen med politiet efter at have forsøgt at storme en omstridt Tesla-fabrik i Grünheide nær Berlin.

Det rapporterer en række medier fredag.

Ifølge BBC er adskillige mennesker, herunder tre politibetjente, blevet såret. Ifølge tyske Bild har flere måttet modtage lægebehandling på stedet. Flere medier rapporterer også om flere anholdelser.

BBC fortæller på baggrund af en video, som mediet har verificeret, at demonstranterne brød igennem politiafspærring og kom ind på fabriksgrunden.

Tesla-fabrikken i Grünheide tæt på Berlin har længe været genstand for demonstrationer blandt klimaaktivister.

Som Jyllands-Posten tidligere har kunnet fortælle, har klimaaktivister slået sig ned i en skov nær fabrikken. De demonstrerer mod, at Tesla-fabrikken, der er meget vandforbrugende står til at blive udvidet.

Den såkaldte giga-fabrik i tyske Grünheide, er den eneste Tesla-fabrik i Europa.

Til mediet udtaler en talsperson for bevægelsen Disrupt Tesla forklaret, at der er tale om miljøaktivisme.

»Vi er her i dag for at gøre opmærksom på Tesla-fabrikken i Grünheide og miljømæssige ødelæggelse her,« siger Ole Becker til Reuters.

Tidligere på ugen meldte Tesla ud, at produktionen på fabrikken ville være lukket ned fredag. Ifølge tyske Handelsblatt skete det netop på baggrund af demonstrationerne.

Demonstrationerne har fået Tesla-ejer Elon Musk til tasterne på sit eget sociale medie X, hvor han i en kommentar til en video, der angiveligt viser et stormløb på fabrikken, langer ud efter demonstranterne.

Artiklens emner
Jyllands-Posten
Elon Musk