Fortsæt til indhold

Jørgen Ejbøl fratræder som formand i Jyllands-Postens fond

Jørgen Ejbøl, formanden for Jyllands-Postens fond, går af.

Arkivfoto: Casper Dalhoff
Erhverv

Formanden for Jyllands-Postens fond, Jørgen Ejbøl, fratræder som formand.

Det skriver Jørgen Ejbøl onsdag i en pressemeddelelse.

»Efter 30 års arbejde for Jyllands-Posten har jeg besluttet at fratræde som formand for Jyllands-Postens Fonds bestyrelse med virkning fra i dag,« skriver den afgående formand i pressemeddelelsen.

Udmeldingen kommer, efter at fondsformanden har været ude i en regulær mediestorm om et millionhonorar og en egenrådig ledelsesstil, hvor bestyrelsesmedlemmer i fonden blev sat fra bestillingen - muligvis i strid med reglerne.

Erhvervsstyrelsen gik ind i sagen den 3. maj og har bedt Jyllands-Postens Fond om en redegørelse, der skal afleveres i næste uge.

Sagen begyndte, da Politiken den 1. maj kunne fortælle, at Ejbøl som fondsformand havde fået 2,1 mio. kr. i et særligt fratrædelseshonorar, da han efter planen skulle have forladt formandsposten som 75-årig.

Jørgen Ejbøl fortsatte, men fik pengene alligevel. I første omgang fastholdt han, at alt var foregået efter bogen, men efter juridisk rådgivning fra en advokat valgte han at betale pengene tilbage.

»Vi har i den grad handlet i god tro, men har åbenlyst ikke fået den rigtige vejledning, for efter dialog med en advokat med fondsretlig ekspertise, som vi i dag har modtaget rådgivning fra, står det klart, at aftalen ikke holder juridisk,« udtalte han i en pressemeddelelse.

Det er desuden kommet frem, hvordan tidligere forsvarschef Peter Bartram blev afsat som bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus A/S og bestyrelsesmedlem i fonden, selv om kun fondsmyndigheden Erhvervsstyrelsen ifølge eksperter kan afsætte en fonds bestyrelsesmedlemmer før tid.

Erhvervsstyrelsen bad fonden om en redegørelse om vederlag til fondens bestyrelse, bonus til formanden, vederlag til formanden for JP/Politikens Hus samt ledelsesmæssige forhold i fonden.

Formandshonoraret i JP/Politikens Hus relaterer sig til Lars Munch, der afløste Peter Bartram som formand for moderselskabet i mediekoncernen, der bl.a. ejer Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Politiken, Watch Medier og Finans.

Erhvervsstyrelsen ville gerne vide, hvordan koncernens to ejerfonde, Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden var kommet frem til, at Munch skulle have et formandshonorar på 2,5 mio. kr. i lyset af, at forgængeren kun havde fået 950.000 kr.

Munchs honorar var højere end formandshonorarerne i mange af de største børsnoterede danske virksomheder, og efterfølgende valgte han frivilligt at frasige sig det for i stedet at matche Bartrams honorar.

Også Politiken-Fonden er blevet bedt om at redegøre for dette.

Så sent som i sidste uge afviste Jørgen Ejbøl i et interview med Børsen, at den seneste tids stormvej ville få ham til at overveje at trække sig.

»Nej, det med at trække mig, det tænker jeg ikke på. Jeg har været på Jyllands-Posten og i koncernen i 30 år. Nej, nej, jeg kommer ikke ud af hulen, fordi nogen står og råber og skriger,« sagde Jørgen Ejbøl til Børsen.

I pressemeddelelsen om Jørgen Ejbøls fratrædelse fremgår det ikke, hvorfor han nu alligevel har valgt at trække sig.

Jørgen Ejbøl har ikke yderligere kommentarer, oplyser han.

Artiklens emner
Jyllands-Posten
Børsen