Store fremtidsplaner: Pincho Nation åbner nye restauranter på stribe
Restaurantkæden Pincho Nation har i dag fem restauranter i Danmark og yderligere to åbninger i år. Franchisekæden med et særligt koncept lægger ikke låg på visionerne.
»Tager du de 25 største byer i Danmark, så er der ikke mange afvigelser for, hvor der kan ligge en Pincho Nation-restaurant.«
Selvtilliden og troen på det svenske restaurantkoncept Pincho Nation er ikke til at tage fejl af.
Flemming Christophersen, partner og direktør i Pincho Nation Danmark siden 2017, har netop afleveret årsregnskab for 2023, hvor ordene »betydelig vækst og udvikling« beskriver året.
Restaurantkæden, der indtil videre har fem restauranter i Danmark, brager fremad med hastige skridt og restauranterne popper op på stribe. I 2023 åbnede en restaurant i Aarhus, og i de kommende måneder står to restauranter i henholdsvis Odense og Herning til at slå dørene op. Den markante vækstrejse blev i slutningen af 2023 fejret med en Børsen Gazelle-pris for fjerde år i streg med markant vækst.
Og banen er kridtet for yderligere ekspansioner af franchisekonceptet.
»Lige nu bruger vi meget energi på byer som Lyngby, Vejle, Næstved, Roskilde, Køge, Kolding og Esbjerg,« siger Flemming Christophersen.
Han fortæller, at virksomheden er i dialog med en række franchisetagere og udlejere og er på jagt efter lokaler og i gang med at forhandle kontrakter på plads. Det er »rimelig realistisk,« vurderer Flemming Christophersen, at der kommer syv nye Pincho Nation-restauranter i de nævnte byer inden udgangen af 2025.
Pincho Nation er et franchisekoncept med rødder i Sverige, og har omkring 70 restauranter i Sverige, Danmark, Norge og Finland, der alle er åbnet siden den spæde start i 2012. Pincho Nation kom ind på det danske marked i 2018.
I det nye regnskab for 2023 leverede virksomheden et overskud på 3,6 mio. kr. Aktiverne under posten ”indretning af lejede lokaler” steg i samme periode fra 615.000 kr. til 4,7 mio. kr.
Det, der adskiller Pincho Nation fra andre restauranter, er nok først og fremmest, at alle mad- og drikkevarer bestilles over en app ved bordet - det samme gælder betalingen. Derudover serveres der små retter i tapasstørrelser til en »overkommelig pris« i restauranter, der er indrettet med inspiration fra den farverige cirkus-verden.
De første par restauranter åbnede den danske virksomhed i eget regi, men efterhånden som Pincho-navnet »har fået fodfæste« i Danmark bliver langt størstedelen af de nye restauranter åbnet gennem franchiseaftaler.
»Det er en udvikling, vi havde håbet på. Kendskabsgraden er blevet større og på den baggrund er flere interesserede i et franchise,« siger direktøren.
Trods et godt overskud har det danske selskab fortsat en negativ egenkapital, der i løbet af regnskabsåret 2023 blev forbedret fra -4,9 mio kr. til -1,35 mio. kr. Det er dog ikke noget, der påvirker virksomheden, da moderselskabet svenske Pincho Nation AB har sikret »den nødvendige finansiering af den fremtidige drift minimum frem til 31. maj 2025,« som det står i regnskabet.
Og ifølge Flemming Christophersen er netop de danske og norske markeder, da også højeste prioritet for moderselskabet, som allerede er massivt til stede i hjemlandet Sverige.

