"Biker-Jens" er blevet millionær efter salg af ejerandel
Jens Romundstad kunne i slutningen af 2023 meddele, at han havde solgt sine ejerandel i solcellevirksomheden Solartag. Nu afslører han, hvor mange millioner han tjente på det, og hvad han så skal.
Han er nok stadig mest kendt for sin deltagelse i tv-programmet ”Robinson” under navnet ”Biker-Jens”, men Jens Romundstad er i den grad også en driftig forretningsmand.
Han solgte i slutningen af sidste år sin andel på 22,5 pct. i solcellevirksomheden Solartag, og det har gjort ham til millionær, viser nyt regnskab.
Der er helt præcist kommet 10,4 mio. kr. ind igennem kapitalinteresser i Jens Romundstads selskab, GBS Sunshine.
»Det er korrekt, at jeg solgte mine ejerandele i Solartag sidste år, og som man kan læse af regnskabet var provenuet over 10 mio. kr.,« siger Jens Romundstad i en skriftlig kommentar til Finans.
Han tager det dog med ro, at han nu er blevet tocifret millionær på papiret.
»Der er andre nedslag i min karriere, som jeg er endnu mere glad for. Men det giver mig en større frihed til at forfølge nye mål i mit liv,« siger Jens Romundstad.
Han har da også formået at stable en succesfuld erhvervskarriere på benene efter deltagelsen i ”Robinson”, hvor han blandt andet har været HR-direktør i dagligvarekæmpen Coop og direktør for det nu solgte Solartag.
»Jeg er glad for min erhvervskarriere og er ikke færdig med den endnu. Jeg har arbejdet utrolig hårdt for at opnå mine mål. Det har krævet sit også i forhold til min familie, og det har jeg mulighed for at rette op på nu, mens mine børn stadig bor hjemme,« siger Jens Romundstad.
Solartag, hvor Jens Romundstad var adm. direktør fra 2021 til 2023, er vokset kraftigt de seneste år og fik i slutningen af 2022 Danmarks største energiselskab Andel med som medejer.
»Mine dygtige medarbejdere og jeg havde, da jeg stoppede, leveret en mere end tidoblet vækst på to år, sikret en markant kapitaludvidelse og fået bundlinjen i plus. Jeg er utrolig stolt og ser tilbage på et spændende forløb, men for mig var det tidspunktet at stoppe,« siger Jens Romundstad.
Hans farvel til Solartag efterlader ham med muligheden for at afsøge andre interesser:
»Jeg har bl.a. fået mulighed for at hjælpe Klar Til Start, der hjælper unge med autisme i arbejde. Det er både meningsfuldt og utrolig givende. Herudover afsøger jeg muligheder som investor og bestyrelsesmedlem i en eller flere virksomheder, hvor jeg kan gøre gavn.«


