Fortsæt til indhold

Carlsbergs britiske udkårne suspenderer tilbagekøb af egne aktier

Den britiske læskedriksproducent Britvic suspenderer sit tilbagekøbsprogram for egne aktier med udgangen af børshandelen tirsdag.

Erhverv
MarketWire

Det sker i kølvandet af Carlsbergs opkøbsinteresse, oplyser selskabet.

Britvics aktier er da også blevet en del dyrere at købe tilbage, efter at det fredag kom frem, at Carlsberg havde fået afvist et bud på selskabet på omkring 27 mia. kr., eller omkring 1250 pence per aktie.

Carlsberg overvejer nu sin position, og et eventuelt svar fra den danske bryggerigigant vil komme senest 19. juli.

Britvic oplyser, at bestyrelsen vil genoverveje sin beslutning om at indstille tilbagekøbsprogrammet, hvis forholdene ændrer sig.

Meldingen kommer, efter at Britvic i fredags oplyste, at Carlsberg havde luftet to bud henholdsvis den 6. og 11. juni, hvoraf det seneste blev afvist den 17. juni. Carlsberg bekræftede efterfølgende sin interesse.

Herhjemme er den danske bryggerikæmpe efterfølgende faldet samlet 8 pct. siden i torsdags trods en stigning på 1,4 pct. tirsdag formiddag til 871,20 kr.

Britvic er derimod steget 14 pct. siden i torsdags. Tirsdag falder aktien dog 1,3 pct. til 1157 pence. Det er 8 pct. under Carlsbergs afviste bud og indikerer, at markedet er tvivl om, hvorvidt Carlsberg vælger at gå videre med sine opkøbsplaner.

Artiklens emner
Carlsberg
Britvic