Hotel d'Angleterre med stort overskud
Det ikoniske Hotel d'Angleterre har haft det bedste år nogensinde, hvis man ikke medregner et år med en nedskrivning på ejendommen. Det er første regnskabsår, efter Else Marie Remmen overlod formandsposten til datteren Mette Remmen.
Det kan være svært at overlade ansvaret til ens børn, men Else Marie Remmen kan være godt tilfreds med datteren Mette Remmens start i formandsstolen for bestyrelsen i Hotel d’Angleterre.
Mette Remmen overtog nemlig 1. juli sidste år som bestyrelsesformand i en virksomhed, der nu kan præstere en egenkapital på lige under 600 mio. kr.
Og hun har selv bidraget væsentligt til en forhøjet egenkapital - d’Angleterre kom nemlig ud af 2023 med noget nær et rekordresultat.
Det viser nyt regnskab.
Overskuddet lød på 38 mio. kr., der er det bedste resultat siden Remmen genopkøbte hotellet i 2011, hvis man ikke medregner 2016, hvor der blev tilbagebetalt en nedskrivning på hotelbygningen for 263 mio. kr.
»Vi er opmærksomme på, at gæsternes forventninger i det nuværende luksussegment vokser ud over d’Angleterres mure. Vi har gennem længere tid haft et øget fokus på vores gæstetilfredshed som i 2023 var på et meget højt niveau,« siger Lucas Johansson, adm. direktør for d’Angleterre, i en skriftlig kommentar til Finans.
Det ikoniske hotel på Kongens Nytorv har haft nogle hårde år under corona, hvor 2021 kun lige præcis gav sorte tal på bundlinjen, men året efter var virksomheden ude med et overskud på 25 mio. kr.
d’Angleterre valgte at holde åbent alle dage under coronakrisen, og det mente virksomheden selv havde hjulpet dem på den lange bane.
»Den tætte relation til vores gæster har vi holdt fast i uden afbrydelse, samtidig med at vi fik en bedre forståelse af de nye og anderledes behov, den rejsende fik. Det har givet os ikke blot momentum, men også gjort os agile i et marked, der er kommet tilbage med fuld styrke,« udtalte Lucas Johansson, adm. direktør for d’Angleterre, i en kommentar i forbindelse med sidste års regnskab.
Forventningen er, at man kan forsætte med at præsentere store overskud i år.
»Vi er optimistiske med hensyn til fremtidige forretningsniveauer og forventer et lignende resultat og aktivitetsniveau i 2024,« siger Lucas Johansson.
Selvom Mette Remmen har overtaget formandsposten i bestyrelsen for hotellet, så er det stadig moren Else Marie Remmen, der sidder som bestyrelsesformand for Remmen Fonden, som ejer d’Angleterre.
Remmen Fonden har før ejet d’Angleterre, men solgte hotellet i 2007 for så at købe det igen i 2011.

