Fortsæt til indhold

Derfor gik stor modekoncern konkurs ifølge direktør

Den danske modekoncern BTX Group, der har eksisteret i knap 90 år, er gået konkurs. Direktør sætter ord på, hvorfor selskabet ”ikke kan leve op til sine forpligtelser”.

Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Erhverv

Høj gæld og tidligere goodwill nedskrivninger.

Det er årsagen til, at modekoncernen BTX Group fra Brande er gået konkurs.

Sådan lyder det fra direktør Tim Lund Larsen.

»BTX driftsresultat er positivt, men høj gæld og tidligere goodwill nedskrivning har forårsaget, at vi ikke kan leve op til vores forpligtelser og regnskabsstandarder,« udtaler Tim Lund Larsen til Finans.

Koncernen, der har rødder tilbage til 1935, blev erklæret konkurs torsdag denne uge.

Det blev bekræftet af Skifteretten i Herning, og Tim Lund Larsen udtrykker i en skriftlig kommentar til Finans sin ærgrelse:

»Beklageligvis er BTX endt i en svær situation og har været nødsaget til at anmode om konkurs.«

BTX Group står blandt andet bag brands som B. Copenhagen, Cisco, Signature og Brandtex samt butikskæden Like Anna.

Modekoncernen seneste regnskab er for 2022 og viste en omsætning på 285 mio. kr. og et overskud efter skat på 80 mio. kr.

Virksomheden har dog i en længere årrække kæmpet med underskud, der havde gjort egenkapitalen negativ. Og mens koncernen tidligere har haft tusinder af ansatte, var der ifølge cvr-registret blot ca. 100 medarbejdere i BTX Group i foråret.

BTX Group har haft forskellige ejere de seneste år, heriblandt kapitalfonden EQT, og i 2019 købte britiske Grow Capital Global Holdings selskabet for en ukendt pris.

BTX Group har selv indgivet konkursbegæringen, og advokat Jan Bruun Jørgensen fra advokatfirmaet Andersen Partners er udpeget som kurator, skriver DetailWatch.