Fortsæt til indhold

Bet365 skal betale millioner til danske sportsstjerner

Bookmakeren Bet365 krænkede intet mindre end 23 danske sportsstjerners rettigheder med opslag på sociale medier - nu vanker der en stor bøde.

Det er en stor del af den danske fodboldslandsholdstrup, som nu kan se frem til erstatning fra Bet365. Foto: Jens Dresling.
Erhverv

Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, Mikkel Hansen, Viktor Axelsen, Pernille Harder og mange mange flere.

Intet mindre end 23 af landets største sportsstjerner kan nu se frem til at få et klækkeligt beløb i erstatning, efter bettingfirmaet Bet365 har tabt en sag anlagt af stjernerne selv.

Det fremgår af en netop offentliggjort dom ved Østre Landsret.

Sagen, der egentlig er en ankesag, drejer sig kort fortalt om, at Bet365 skal have krænket elitesportsudøvernes rettigheder ved at bruge disses billeder og navne i forbindelse med markedsføring på sociale medier - uden at have fået lov.

Bookmakeren blev i maj sidste år dømt ved Sø- og Handelsretten og ankede efterfølgende. Østre Landsret var imidlertid enig i Sø- og Handelsrettens beslutning, der nu er blevet stadfæstet.

Derfor skal ejeren af Bet365, Hillside (New Media Malta) Plc., betale hver enkelt sportsudøver 50.000 kr. pr. opslag, hvor deres navn eller billede er blevet anvendt.

Det løber op i mindst 4,7 mio. kr.

Den største erstatning tilfalder fodboldstjernen Christian Eriksen, som mener, at hans navn og billede er blevet misbrugt intet mindre end 29 gange.

Det koster bettingfirmaet mere end 1,4 mio. kr.

Derudover skal Bet365 betale for sagsomkostningerne på i alt 600.000 kr. til de tre fagforeninger Spillerforeningen, Elitesportsudøveres Forening og Håndboldspiller Foreningen, der har fungeret som mandatar i retssagen.

Sagen startede for flere år tilbage, hvor fagforeningerne blev opmærksomme på opslagene. Bet365 har lavet de mange opslag fra 19. februar 2019 til 11. marts 2021, men de er nu slettet fra sociale medier.

Artiklens emner
Bet 365
Christian Eriksen