Fortsæt til indhold

»Hypen er enorm«: Sådan undgår du at briste med AI-boblen

En amerikansk forfatter og en dansk direktør for et konsulentfirma giver deres bud på, hvordan virksomheder holder sig i AI-ræset uden at briste med det, flere spår som den næste tech-bobble.

Et AI-genereret billede af tjenesten Midjourney, instrueret af Finans. Foto: AI
Erhverv

AI har allerede skuffet, og mange virksomheder er fortsat urealistiske i forhold til risikoen ved at implementere AI. Samtidig er AI-ræset ikke et, man som virksomhed vil stå uden for.

Sådan lyder det fra den danske direktør i Devoteam og en amerikansk forfatter, der sammen advarer om, hvad de beskriver som en AI-boble, der kan briste, hvornår det skal være.

»Alle ingredienserne, der normalt skaber bobler, er til stede, og der breder sig en stemning af, at er man ikke med på AI-bølgen, så er man færdig,« siger Martha Heller, der er direktør i Heller Search Associates og er forfatteren bag bogen The CIO Paradox og fortsætter:

»Hypen er enorm.«

Foto: Heller Search Associates

Samme toner lød over weekenden fra flere analytikere, der alle advarer om, at særligt AI-aktier er oppustede og kan føre til endnu et tech-crack, som det vi så sidst i halvfemserne.

Skulle boblen briste vil det, akkurat som .com-boblen, føre til store tab for de mange virksomheder, der samlet har investeret milliarder i AI. Allerede nu er der et voldsomt skel mellem udbuddet af og den reelle efterspørgsel efter de ellers hypede AI-produkter, lyder det fra Martha Heller, der bakkes op af Casper Ryborg. Han er direktør i konsulent-virksomheden Devoteam og frygter, at der skal lig på bordet, før erhvervslivet opdager risikoen ved de store investeringer, der lige nu gøres i teknologien.

»Jeg er enig med Martha i, at det ligner .com-boblen, og jeg tror desværre, vi skal opleve den, før vi bliver mere realistiske. Akkurat som vi desværre skulle opleve Mærsk blive lammet af et hackerangreb før vi indså, at den slags angreb virkelig kan true forretningen,« siger direktøren.

Martha Heller er ikke i tvivl om det bedste råd, hun kan give til virksomheder, der står over for at skulle implementere AI eller generelt er teknologisk udfordrede:

»Sørg for, at CIO’en (Chief Information Officer, red.) sidder med i bestyrelsen og gerne også direktionen,« siger Martha Heller, hvis sætning færdiggøres af Casper Ryborg:

»...Og så skal man som CEO erkende, at man nok ikke ved noget som helst om datastrukturerne i ens virksomhed og derfor skal hive CIO’en ind så tidligt i processen som muligt.«

Derfra kan man med fordel finde en lille del af virksomheden, hvor datakvaliteten er i top og hvor man med fordel kan implementere AI til en start.

Foto: Devoteam

Det er vigtigt at holde tungen lige i munden, for ifølge Martha Heller er AI blevet et buzzword, når større selskaber skal hente investeringer.

»Man risikerer simpelthen en mere konservativ kreditvurdering, hvis man ikke har en delvist AI-drevet strategi. Men rigtig mange glemmer, at der med AI er tale om en investering, der skal give tilbage, og spørger man ind til deres risikovurdering, får rigtig mange forklaringsproblemer. For det er ekstremt svært at vide, hvad man lige nu og her får ud af at implementere AI i mange virksomheder,« siger Martha Heller, slår ud med armene og opsummerer:

»AI er kort sagt mindre effektivt end forventet.«

Det skyldes blandt andet, at AI ifølge Casper Ryborg og Martha Heller er ’digitalisering på steroider’ - når det altså virker. Omvendt betyder det også, at der stilles mange af de samme krav til de virksomheder, der vil implementere teknologien.

»Man skal spørge sig selv; hvor har vi transaktioner, der giver mening at automatisere, for det er dér, det store AI-potentiale ligger lige nu. I automatisering og dataanalyse. Og så skal man se, hvad det koster, og om det kan svare sig,« siger Casper Ryborg, der understreger, at det er almindelige spørgsmål at stille sig selv som erhvervsmand, der ofte går tabt i hypen.

»De fleste virksomheder mangler både de folk, der kan implementere AI ordentligt, datastrukturen og selve den øvrige teknologiske infrastruktur til at understøtte det,« siger Casper Ryborg, der sammenligner AI med et nyt tag over en virksomhed:

»For mange virksomheder er selve fundamentet, der skal bære det tag - datagrundlaget - forældet. Det kan ikke bære AI.«

Samtidig er de dog begge overbeviste om, at AI bliver kæmpestort, i hvert fald for de virksomheder, der forstår det.

For akkurat som internet-drevne forretninger og arbejdsgange blev en bragende succes trods .com-krakket er de to eksperter enige om, at AI kommer til at ændre en del hos virksomheder verden over. Derfor kommer Casper Ryborg med en sidste opfordring:

»Mens man går og venter på, at teknologien modnes og finder ud af, hvor den skal bruges så; Slib jeres dataset! Og kom i skyen - AI er praktisk talt umuligt uden at være cloudbaseret, medmindre man har virkelig mange ressourcer.«

Artiklens emner
Devoteam
AI