Metronome lander millionoverskud - men indtjeningen dykker
Indtjeningen er faldet i produktionsselskabet bag de kendte programmer "Luksusfælden" og "Stormester"
Produktionsselskabet Metronome Productions står bag populære tv-programmer som ”Luksusfælden”, ”Stormester” og ”Klipfiskerne”.
Og selskabet har da også tjent millioner i det seneste regnskabsår, men på flere punkter har økonomien i selskabet taget et dyk. Det skriver MediaWatch på baggrund af et nyligt aflagt regnskab i Metronome Productions.
Regnskabet viser, at produktionsselskabet kom ud af 2023 med et overskud på lidt over 28 mio. kr. før skat – 3 mio. kr. mindre end i det foregående år.
Samtidig viser regnskabstallene, at brutoofortjenesten har taget et dyk på godt 20 pct. I 2022 lød den på 131,5 mio. kr., mens den i 2023 var faldet til at tælle knap 104 mio. kr.
Driftsresultatet landede i 2023 på knap 26 mio. kr. – 5 mio. kr. lavere end året før.
Ledelsen beretter, at resultatet »følger ledelsens mål for året«.
»Årets resultat følger som forventet udviklingen i markedet, og ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende og på niveau med de tidligere fremsatte forventninger,« lyder det i regnskabets ledelsesberetning.
Det fremgår samtidig, at man forventer et lignende resultat i 2024.

