Cykelbudfirma går konkurs
Cykelbudfirmaet Chainge blev for kort tid siden opkøbt, men nu har den nye ejer erklæret firmaet for konkurs.
Det mindre danske cykelbudfirma Chainge er gået konkurs, skriver Børsen.
Oplysningerne om konkursbehandlingen stammer fra det svenske børsnoterede moderselskab Movebybike, der for nylig opkøbte Chainge. Det fremgår ligeledes i Statstidende, at Chainge er taget under konkursbehandling.
Firmaet blev stiftet i 2019 som et mere miljøvenligt alternativ til anden madudlevering, hvor Chainge leverede måltidskasser ud til private og frugtkurve ud til virksomheder i Københavnsområdet med udelukkende eldrevne transportmidler. Bl.a. leverede Chainge frugtkasser fra grønt- og måltidsselskabet Aarstiderne ud til firmaer.
Markedet for cykelbududbringning er præget af stærk konkurrence, fortalte medstifter Torben Damgaard Nielsen til Børsen tilbage i 2021. Den gang forudså han, at konkurrencen ville blive større i takt med det store politiske og samfundsmæssige fokus på klima og grøn omstilling.
Siden da er Chainge dog løbet ind i økonomiske udfordringer, og ifølge et regnskab fra 2023 var bruttofortjenesten for året 3,1 mio. kr. og bundlinjen et minus på 4,4 mio. kr. Egenkapitalen lød derfor på et minus 3,2 mio. kr.
Cyklebudfirmaet havde forventet at kunne fortsætte driften og indhente den tabte kapital, og i juli så fremtiden lysere ud, da Movebybike indgik en aftale om at overtage samtlige aktier i Chainge fra adm. direktør Michael Junge og medstifter samt medejer Paul James Berg-Blakemore, skriver Børsen.
Men nu har Movebybike erklæret Chainge konkurs og skriver i en pressemeddelelse:
“Vi vil arbejde omhyggeligt med at undersøge alle tilgængelige muligheder og vurdere, hvordan vi bedst kan gå videre under disse omstændigheder.”
I april havde Chainge 80 ansatte.
