Novo-rivals supersællert reducerer risikoen for at prædiabetikere udvikler diabetes 2
Novo-rivalen Eli Lillys fedmemiddel, Zepbound, reducerer risikoen for, at prædiabetikere udvikler diabetes 2.
Det fremgår af et tre-årigt studie i 1032 voksne med prædiabetes og svær overvægt, hvor Zepbound sammenlignes med placebo, oplyser Lilly.
Resultaterne viser, at risikoen for at udvikle diabetes 2 blev reduceret med 94 pct. i Zepbound-gruppen sammenlignet med placebo-gruppen.
Samtidig opnåede gruppen, der fik den højeste dosis af Zepbound på 15 milligram et vægttab på 22,9 pct. sammenlignet med 2,1 pct. i placebogruppen efter tre års behandling.
- Svær overvægt er en kronisk sygdom, der udsætter næsten 900 millioner voksne verden over for en øget risiko for andre komplikationer som f.eks. type 2-diabetes.
- Disse data styrker de potentielle kliniske fordele ved langtidsbehandling for mennesker, der lever med fedme og prædiabetes, siger Jeff Emmick, koncerndirektør med ansvar for produktudvikling i Lilly.
Lilly stiger tirsdag 1,5 pct. i det amerikanske formarked.
Herhjemme har også Novo i sit store hjerte-kar-studie Select vist, at Wegovy kan forebygge udvikling af diabetes 2 også på den længere bane.
Der er dog tale om en forebyggelse, som lægemiddelmyndighederne næppe endnu vil anerkende, før de har set større bevis for, at bedringen varer ved også i en periode, efter at patienterne er stoppet med at tage lægemidlet, oplyste Novo, da resultaterne blev lagt frem i november sidste år.
