Fortsæt til indhold

Topchefer ser mod en mere lukket verden: »Vi har flere planer liggende i skuffen«

Det gør verden fattigere og skævvrider markedet, siger topchefer om den voksende protektionisme i verden. Frygten er, at den kan nå nye højder, hvis Donald Trump bliver genvalgt som præsident i USA.

Grundfos-topchef Poul Due Jensen (t.v.). Britt Meelby Jensen., topchef i Ambu, og Jan Rindbo, der er topchef i tank- og tørlastrederiet Norden, har med alvor på tendensen til øget handelskrig og højere toldmure.. Foto: Joachim Ladefoged, Brian Karmark, Carsten Snejbjerg. Collage: Anders Thykier
Erhverv

Voksende toldmure og handelskrige får flere toneangivende danske topchefer til at forberede sig på en mere lukket verden.

Det gælder f.eks. Poul Due Jensen, topchef i Grundfos, der har en global produktion og salg af pumper i hele verden. Han advarer mod de tendenser, som han ser som et udtryk for en voksende protektionisme i USA - men også i Kina og EU.

»Vi går desværre fortsat mod en mere lukket verden, hvor strategiske industrier beskyttes. Denne form for protektionisme skævvrider markedet og fører ikke noget godt med sig,« lyder det fra Poul Due Jensen.

Grundfos ønsker et stærkt globalt diplomati, hvor EU eller Verdenshandelsorganisationen (WTO), der bl.a. er med til at fastlægge internationale handelsregler, går forrest for at fastholde en sund verdensøkonomi baseret på fair konkurrence, lyder det fra Poul Due Jensen.

»I en tid, hvor samarbejde på tværs af grænser er mere presserende for at løse de globale klimaudfordringer, må vi stå fast på, at samhandel og det frie marked er vejen frem,« siger han.

Men det ønske kan få det svært, hvis Donald Trump bliver USA’s næste præsident, i hvert fald hvis man skal tro flere eksperter.

I sidste uge advarede professor i økonomi ved Københavns Universitet Jakob Roland Munch om, hvad en Trump-sejr vil kunne betyde for dansk eksport. Trump har tidligere truet med at lægge en straftold på 10 pct. på al import, hvilket bekymrer Jan Rindbo, der er topchef i tank- og tørlastrederiet Norden.

»Jeg tror, at det samlet set gør verden fattigere. At vi handler med hinanden, har gjort verden mere effektiv og verdensøkonomien stærkere,« sagde han til Finans i sidste uge.

For det danske medicoselskab Ambu, der fremstiller endoskoper, udgør USA halvdelen af forretningen. Derfor følger topchef Britt Meelby Jensen også tæt med i det kommende præsidentvalg, hvor handelspolitik er et stort tema.

Hvis f.eks. USA indfører straftold på import generelt eller visse produkter, er Ambu klædt på, påpeger Britt Meelby Jensen.

»Man kan være bekymret overordnet og samfundsmæssigt. Men i forhold til Ambu er jeg ikke nødvendigvis meget bekymret.«

Særligt store danske virksomheder har gennem opkøb sikret sig en større tilstedeværelse i USA de seneste år. Der har været en tendens til at flytte produktionen tættere på salget for at forkorte forsyningskæden. Det gælder også Ambu.

Tidligere kunne det tage måneder at få produkterne frem med et skib fra Malaysia, hvor Ambus primære produktion lå. Men i 2022 åbnede selskabet en fabrik i Mexico for at sikre fremtidig produktionskapacitet bl.a. i USA.

Det var, før den geopolitiske situation var helt så anspændt, som den er nu, bemærker Britt Meelby Jensen.

»Den geopolitiske udvikling og corona har udfordret hele logistik-setuppet. Qua at USA fylder så meget af vores forretning, har vi taget en række tiltag for at sikre, at vi fortsat kan levere til vores kunder,« siger Britt Meelby.

Skulle der komme told på produkter fra Kina, udgør de en relativt lille del af den amerikanske forretning.

»Det er noget, vi forbereder os på. I virkeligheden har vi en del flere planer liggende i skuffen med forskellige scenarier, så vi er klar til at agere,« siger Britt Meelby Jensen.

Fra et konkurrencemæssigt synspunkt kan spændingerne mellem Kina og USA isoleret være en fordel for en virksomhed som Ambu, lyder vurderingen. Flere kinesiske selskaber begynder at bevæge sig ind på Ambus forretningsområder, påpeger Britt Meelby Jensen.

»Med den situation, der er nu, kan det blive sværere for dem at operere på det amerikanske marked. Det kan i sidste ende være positivt for os.«

Kina bliver blandt både demokrater og republikanere betragtet som den store geopolitiske udfordring. Det forklarede Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, da han i torsdags talte til et event om valget i USA i advokathuset Gorrissen Federspiel i København.

»I amerikanske øjne er Kina den eneste aktør, der kan ændre på, at USA er supermagten, som sætter de internationale spilleregler,« sagde ambassadøren.

Der har været en udbredt opfattelse af, at Donald Trump var hårdere mod Kina, end Biden har været og er.

»Trump var hård i forhold til Kina på retorikken, men Biden-administrationens tiltag over for Kina har været »langt mere drakoniske«, lød det fra Jesper Møller Sørensen.

Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, har ifølge Financial Times sagt, at hun som præsident vil sikre, at »Amerika, ikke Kina, vinder konkurrencen om det 21. århundrede«.

Hos Grundfos påpeger Poul Due Jensen, at netop USA fortsat et afgørende marked for Grundfos trods bekymringen for øget protektionisme og handelskrige.

Valgets udfald vil ikke ændre den tilgang, siger direktøren i den danske industrikoncern.

»Vi fokuserer på vores langsigtede mål, ikke mindst ambitionen om at sikre en grøn omstilling, uanset om præsidenten hedder Trump eller Harris. Vi ser fortsat stort potentiale i USA.«

Artiklens emner
Verdenshandel
Industrisektoren