Fortsæt til indhold

DSV på vej til at blive verdens største? Her er, hvad vi ved om nyt muligt opkøb

Ifølge medie vil Deutsche Bahn meget snart melde ud, at DSV har vundet kapløbet om at købe DB Schenker.

DSV har gennemført en stribe spektakulære opkøb. Nu er virksomheden tæt på at gennemføre sit hidtil største med købet af konkurrenten DB Schenker, skriver Reuters. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Erhverv

»DSV-koncernens fremtidsmuligheder er uendelige,« forudsagde den daværende ledelse i årsregnskabet 1995/96.

Dengang havde virksomheden netop rundet 1 mia. kr. i omsætning. Siden er DSV vokset mangefold, og onsdag aften skrev Reuters baseret på anonyme kilder, at DSV er på vej til at lægge nye alen til sin størrelse med et opkøb af konkurrenten DB Schenker.

Her er, hvad vi ved indtil videre.

Handlen

DSV har i månedsvis kæmpet med et konsortium ledet af kapitalfonden CVC Capital Partners om at købe DB Schenker af det tyske statsejede jernbaneselskab Deutsche Bahn, der har stærkt brug for pengene.

Oprindeligt var flere bydere i spil, herunder A.P. Møller Mærsk, men siden snævrede feltet ind til de to tilbageværende, der ifølge oplysninger til flere internationale medier begge har budt omkring 14 mia. euro, svarende til godt 100 mia. kr.

Begge har løbende forsøgt at forsøde deres tilbud. F.eks. skal DSV have lovet at sætte loft over, hvor mange der skal fyres i DB Schenker efter et opkøb, mens CVC har tilbudt den tyske stat at medinvestere med et garanteret afkast.

Vinderen

Det har længe været opfattelsen, at forhandlingerne var gået ind i sin absolutte slutfase, og onsdag aften breakede Reuters altså så, at DVS har trukket det længste strå og ender med at købe DB Schenker for 14 mia. euro.

Endnu har ingen dog bekræftet oplysningen officielt, og DSV afviser torsdag morgen over Finans at kommentere, eftersom der er tale om »rygter«.

Finans arbejder desuden på at få en kommentar fra Deutche Bahn.

Reuters skriver, at handlen skal endeligt underskrives en af de kommende dage, og at den mangler at blive endeligt godkendt af bestyrelsen i Deutsche Bahn. Ifølge Handelsblatt træder bestyrelsen formentlig først sammen fredag.

Konsekvensen

Hvis handlen lykkes, vil DSV formenlig blive verdens største logistikfirma. DSV har selv oplyst de enkelte aktørers markedsandele i sine regnskaber, og i 2023-regnskabet havde det danske firma listet sig selv som verdens tredjestørste efter Kuehne + Nagel og DHL Logistics.

De to sidstnævnte havde begge ifølge DSV’s skøn en markedsandel på hver 5 procent, mens DSV havde en andel på 4 procent. DB Schenker var nummer fire på listen med en andel på 3 procent.

DSV er gennem årene især vokset gennem en række spektakulære opkøb såsom GIL i 2021 og Panalpina i 2019. I 2023 omsatte DSV for over 150 mia. kr., og hvis koncernen snart lægger DB Schenker oveni, vil DSV blive et af de absolut største selskaber herhjemme målt på omsætning.

DB Schenker havde i 2023 en omsætning på omkring 142 mia. kr.

Artiklens emner
DSV
DB Schenker