Novo forudser Ozempic kommer med i næste prisforhandling i USA
Novo Nordisks storsælgende diabetesmiddel Ozempic bliver med stor sandsynlighed udtaget til de næste prisforhandlinger i USA, der skal sikre billigere medicin for den offentlige sygekasse Medicare.
Det vurderer Ulrich Otte, direktør for finans og drift i Novos amerikanske datterselskab på en sundhedskonference arrangeret af Cantor, rapporterer Bloomberg News.
Han siger også, at Novo er klar til prisforhandlingerne. De vil omfatte i alt 15 store lægemidler fra forskellige medicinalselskaber, og priserne vil så træde i kraft med virkning fra 2027.

