Kriseramte Danish Crown afskediger 500 funktionærer
Den landmandsejede slagterikoncern kæmper med svag konkurrencekraft, så den nye adm. direktør har en bunden opgave med hurtigt at vende den økonomiske situation. Det koster nu flere hundede ansatte jobbet.
Omkring 500 ud af ca. 2.200 stillinger blandt funktionærerne i slagterikoncernen Danish Crown skæres nu væk. Det sker som led i en spareplan, der skal sikre koncernen en hurtig reduktion i omkostningerne på 500 mio. kr.
Det meddeler Danish Crown fredag formiddag i en pressemeddelelse.
Bag planen står Niels Duedahl, der tiltrådte 1. september som ny adm. direktør for Danish Crown, hvor han afløste Jais Valeur.
»Danish Crown befinder sig midt i en krise, og vi står over for gennemgribende forandringer. Vores omkostninger er ganske simpelt alt for høje i forhold til vores indtjening. Det siger sig selv, at det er vi forpligtet til at handle på, og vi tilpasser nu vores organisation og fokuserer hundrede procent på kerneforretningen for at sikre en bedre afregning til de landmænd, der ejer Danish Crown,« udtaler han i pressemeddelelsen.
Niels Duedahls spareplan kommer i en periode med hård turbulens i Danish Crown, der ejes af over 5.000 danske landmænd. Konkurrenceevnen for slagterigiganten er kriseramt. Afregningsprisen, som andelshaverne i dansk landbrug får for deres grise, har været under pres i forhold til hos konkurrenterne.
Danish Crown har gennem en periode mistet råvarer i kraft af især en øget eksport af smågrise fra danske landmænd. Det har betydet lukning af en række slagterier.
Niels Duedahl fastslår, at fokus nu er på »en hårdere prioritering af de mest kritiske kerneopgaver for at finde tilbage til en økonomisk sund forretning«.
»Danish Crown har en lang, stolt historie, og selvom vi skriver et trælst kapitel i dag, så gør vi det for at kunne skrive mange flere positive kapitler i fremtiden. Bag vores problemer er et stort uudnyttet potentiale, som jeg ved, at en fokuseret organisation kan forløse, når vi træffer de svære, men rigtige beslutninger,« siger han.


