René Sindlev trækker sig fra biotekselskab
Den danske forretningsmand forlader Renovaro, tidligere Enochian Biosciences, som led i en »strategisk restrukturering«.
Lejemord, bedrageri og fusk med forskning.
Det er ikke småsager, der i løbet af de seneste par år er rullet ind over biotekselskabet Enochian Biosciences, som er stiftet af den danske Pandora-milliardær René Sindlev.
Og nu trækker han sig altså fra selskabet, som desuden har skiftet navn til Renovaro.
Det oplyser Renovaro i en børsmeddelelse torsdag.
I forbindelse med det, som selskabet beskriver som en »strategisk omstrukturering«, stopper René Sindlev som formand, ligesom selskabets adm. direktør, Mark Dybul, og hele bestyrelsen også forlader skuden.
Hvor vidt danskeren fortsætter som medejer af foretagendet, vides imidlertid endnu ikke. Han understreger dog, at han ser frem til den nye struktur.
»Vi glæder os til at støtte et hold af erfarne ledere og direktører, som både kan se et potentiale i Renovaro 2.0, som vi kommer til at kalde RenoVision, og som kan designe en overordnet plan for at skabe langvarig værdi for aktionærerne. Som hold har de ekspertise inden for AI, bioteknologi, kapitalmarkeder og selskabsledelse,« skriver René Sindlev i meddelelsen.
Omstruktureringen kommer i kølvandet på selskabets seneste årsrapport, som bød på mildest talt skuffende tal.
Renovaro gik ud af det skæve regnskabsår 2022/2023 med et underskud på knap 274 mio. kr. Det er en forbedring på mere end en halv milliard kroner fra det tidligere regnskabsår, hvor underskuddet lød på svimlende 797 mio. kr.
Samtidig rapporterede virksomheden om et akkumuleret underskud på knap 1,7 mia. kr.
Det begyndte for alvor at gå ned ad bakke for selskabet, da investeringsanalysefirmaet - eller shortselleren - Hindenburg Research i 2022 offentliggjorde en rapport om Renovaro, der dengang gik under navnet Enochian Biosciences.
Heri beskyldte man bl.a. en af selskabets udviklere, Serhat Gumrukcu, for svindel, fusk med forskning og for at have betalt for mordet på en 49-årig mand.
Kort efter afsløringerne faldt kursen med næsten 42 pct. - og i skrivende stund er den nede med mere end 90 pct. fra sit højeste i november 2022.
