Fortsæt til indhold

Partier villige til at give energisektoren bedre adgang til udenlandsk arbejdskraft

Partier over en bred politisk kam melder sig klar til at imødekomme energisektorens ønske om nemmere og hurtigere adgang til udenlandsk arbejdskraft, blandt andet gennem udvidelse af positivlisten.

Moderaternes beskæftigelsesordfører Karin Liltorp mener, at Green Power Denmarks forslag ligger i tråd med, hvad partiet selv vil. Foto: Axel Emil Hammerbo.
Erhverv

Taget de klimamål, der skal nås inden 2030, i betragtning, giver det god mening at kigge på energisektorens mulighed for nemmere og hurtigere at få udenlandsk arbejdskraft til landet.

Det er meldingen fra beskæftigelsesordfører over en bred partikam, oven på at erhvervsorganisationen Green Power Denmark og Ingeniørforeningen (IDA) i et fælles opråb til Folketingets politikere har efterspurgt handling, hvis ikke manglen på arbejdskraft skal slå en bremse i den grønne omstilling.

»Vi er simpelthen nødt til at gøre det nemmere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark. Vi kommer ikke til at klare os uden,« lyder det blandt andet fra Karin Liltorp, beskæftigelsesordfører i Moderaterne.

Med det lægger hun sig op ad analysen fra Green Power Denmark, der vurderer, at det kommer til at kræve 45.000 ekstra fuldtidsansatte frem mod 2030, hvis danskernes energiforbrug skal omstilles og de danske klimamål nås – fuldtidsansatte, der ikke alene kan findes blandt de danske arbejdstagere.

Derfor efterspørger erhvervsorganisationen sammen med IDA en række politiske initiativer, der skal gøre det nemmere at skaffe og fastholde udenlandsk arbejdskraft i den danske energisektor. Blandt andet en udvidelse af positivlisten med stillingsbetegnelser som maskinmester og -ingeniør.

»Det er for svært at få den rigtige arbejdskraft hertil. Vi er glade for, at man har sat beløbsgrænsen ned og sørget for, at det er nemmere, men vi kunne godt tænke os, at positivlisten blev udvidet, så vi kan få flere hertil fra udlandet,« lød det onsdag fra Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, der blandt andet vil have tilføjet stillingsbetegnelser som maskinmestre- og ingeniører til positivlisten.

Forslaget har fået en positiv modtagelse blandt energidirektørens tidligere kollegaer på Christiansborg, blandt andet i Det Konservative Folkeparti, der kalder forslaget for et, »man jo aldrig kan være imod«.

Partiets beskæftigelses- og energiordfører Dina Raabjerg vurderer da også, at risiciene er for mange og for store, hvis man ikke gør noget politisk for at hjælpe energisektoren med at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Det gør hun med udgangspunkt i, at manglen på arbejdskraft ifølge hende kan ende med at drive omkostningerne op, hvilket vil gøre business casen for at investere i grøn omstilling dårlig.

»Og hvis investeringsvilligheden forsvinder, og kapitalen flyder andre steder hen, kan vi jo alle stå der med vores ønsker til mere vedvarende energi på land, PtX-anlæg og havvind. Men det hjælper jo ikke noget, hvis virksomhederne ikke kan skaffe arbejdskraft.«

Også Radikale Venstre kan »helt bestemt« se en idé i at give energisektoren bedre rammer, når det kommer til udenlandsk arbejdskraft.

»Vi er også klar til at gå endnu videre og lave en fast track-ordning for de virksomheder, der har overenskomst – altså helt droppe en beløbsgrænse,« siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa, der til en start vil se på Green Power Denmark og IDAs forslag.

Den radikale beskæftigelsesordfører sender dog samtidig en slet skjult opfordring til Folketingets øvrige partier: mindre snak, mere handling.

»Der er mange politikere og partier, der står i kø for at snakke store ord om, hvor vigtigt det er, men når det kommer down to business, og man har en mulighed for at handle, oplever jeg ikke, der er opbakning til at gøre det nemmere at få kvalificeret, international arbejdskraft,« siger Samira Nawa.

Hvor ser du den manglende villighed?

»Jeg synes godt nok, at man skal presse på hos de forskellige partier, og jeg bliver mødt med mange lukkede døre. Nu har vi en regering, der blandt andet består af Venstre, som jeg har haft et godt samarbejde med tidligere, men som nu, hvor de er gået i regering med socialdemokratiet, har overtaget frygten for, at international arbejdskraft fortrænger dansk arbejdskraft.«

Den frygt er ikke umiddelbart at spore i Ventres beskæftigelsesordfører, Kim Valentin. Han henviser godt nok til, at det er et forligsbelagt område, hvorfor emnet altid vil være »genstand for en samtale«, men siger samtidig, at det er en samtale, man i Venstre er klar til at have, og at partiet er villige til at kigge på en udvidelse af positivlisten.

»At udvide positivlisten får vi brug for, det er jeg slet ikke i tvivl om. Den grønne omstilling kræver fagligt personale,« siger Kim Valentin, der dog også mener, man skal kigge på initiativer, der ikke peger ud af landet, herunder efteruddannelse af den danske, erhvervsfaglige arbejdskraft.

Derudover skal der ifølge Venstres beskæftigelsesordfører være klare rammer for, hvad der skal ske med den udenlandske arbejdskraft, når vi i Danmark engang står i en situation, hvor arbejdskraftshullet ikke er så stort, som det er i øjeblikket.

Det er »dejligt at høre de ord fra Kim Valentin«, lyder det fra Radikales Samira Nawa, der dog savner enslydende toner fra regeringen.

»Det er jo godt med en beskæftigelsesordfører fra Venstre, der har nogle ambitioner, men det er også nødvendigt med en minister, der kommer på banen. Derfor håber jeg også, at Kim Valentin lykkedes med det, han gerne vil,« siger hun og fortsætter.

»Det er bare forskel på ord og at være i et regeringsparti, som faktisk tager handling på det. Når jeg ser det, skal jeg nok give Kim Valentin en kæmpe highfive.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) eller Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Jens Joel. Heller ikke Dansk Folkepartis Nick Zimmerman og Socialistisk Folkepartis Karsten Hønge har reageret på redaktionens henvendelse.