CIP kaster sig ind i globalt teknologikapløb med ny investering i dansk spydspids
Den grønne kapitalfond Copenhagen Infrastructure Partners har investeret i Stiesdal Offshore for at gøre det danske selskab til en markedsleder inden for produktion af flydende fundamenter, som ventes at revolutionere havvind i det kommende årti.
Med ny kapital og en af verdens mest ambitiøse havvind-udviklere i ryggen går det danske pionerselskab Stiesdal Offshore nu efter at sætte sig tungt på et gryende grønt gigantmarked.
Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har nemlig valgt at investere i en markant minoritetsandel i selskabet, der producerer såkaldt flydende fundamenter til havvindmøller.

