Lauritz-parret må lade vinslot indgå i rekonstruktion
Bengt Sundstrøms personligt ejede selskaber Blixtz Holding og Blixtz Ejendomme er kommet under rekonstruktion. Dermed er det nu kurator i konkursboet efter Lauritz.com, der som rekonstruktør skal sælge vinslottet Vignelaure.
Siden konkursen i auktionshuset Lauritz.com i juli 2023 har Sundstrøm-parret haft til opgave at sælge deres vinslot Vignelaure for at give kreditorerne deres penge tilbage.
Men noget tyder på, at salget går for langsomt. Bengt Sundstrøms personligt ejede selskaber Blixtz Holding og Blixtz Ejendomme er nu kommet under rekonstruktion ved skifteretten.

