Fortsæt til indhold

Kæmpe erstatningskrav mod lauritz.coms ledelse

Kuratorerne i konkursboet lauritz.com retter nu et erstatningskrav på 26,6 mio. kr. mod den tidligere ledelse i auktionshuset.

Parret bag auktionshuset Lauritz.com, Bengt og Mette Rode Sundstrøm
Erhverv

Artiklen er klokken 15.15 opdateret med en kommentar fra Bengt og Mette Sundstrøm.

Få dage efter at Bengt Sundstrøms personlige selskaber gik i rekonstruktion, retter konkursboet efter auktionshuset Lauritz.com et kæmpe krav mod selskabets tidligere ledelse.

Det fremgår af en redegørelse fredag til kreditorerne.

»På grund af kuratellets undersøgelser af, om de forhenværende ledelsesmedlemmer i Lauritz.com har iagttaget deres forpligtelser, (…) har kuratellet på vegne af Lauritz.com under konkurs rejst et erstatningskrav mod de forhenværende ledelsesmedlemmer, der foreløbigt kan opgøres til 26.634.000 kr.,« står der i redegørelsen.

I en sms til Finans skriver Bengt og Mette Sundstrøm.

»Vi er uenige i de påstande og krav, der er rejst af kuratellet, hvorfor vi også har bestredet kravene,« skriver Lauritz-parret i sms-beskeden.

Lauritz.com gik som selskab i rekonstruktion den 28. juni 2023. Mindre end to uger senere, den 11. juli, gik selskabet konkurs.

Tidligere har kuratorerne fået lov til at rejse en sag om konkurskarantæne mod den tidligere ledelse.

Det er de samme fire personer, som kuratorerne har rejst erstatningskravet mod, nemlig Bengt og Mette Sundstrøm, den tidligere finansdirektør i Lauritz.com Preben Lindgaard og tidligere bestyrelsesmedlem Tue Byskov Bøtkjær.

I den nye redegørelse hedder det om erstatningskravet:

»Kravet er begrundet i, at de som ledelsesmedlemmer, efter kuratellets opfattelse, har drevet Lauritz.com A/S og koncernforbundne selskaber med et uforsvarligt kapitalberedskab og efter det tidspunkt, hvor driften burde have været indstillet eller tilpasset, hvorved de har pådraget sig erstatningsansvar for det tab, som Lauritz.com A/S herved har lidt,« skriver kuratorerne.

Kravet er ifølge den ene af kuratorerne, Rune Derno fra advokatfirmaet Poul Schmith, hæftet op på et bestemt forhold, nemlig at Lauritz.com over de sidste måneder inden selskabets kollaps løbende forlængede fristerne for, hvornår auktionskunderne kunne få deres penge tilbage.

»I forhold til at fortsætte driften på et uforsvarligt beredskab og udover det tidspunkt, hvor man burde have indstillet driften, er der lagt vægt på, at man i den periode forlængede betalingsfristerne over for forbrugerne til at finansiere driften,« siger Rune Derno.

Det er et forhold, som Forbrugerombudsmanden tidligere har kritiseret.

Rune Derno lægger ikke skjult på, at et erstatningskrav af den kaliber ikke er hverdag.

»Det er ikke noget, der sker i særligt mange konkursager, så i den forstand er det usædvanligt. Reglerne er også sådan, at for at ifalde erstatningsansvar som ledelse, skal man have sat foden relativt meget forkert,« siger Rune Derno.

Finans har over flere artikler beskrevet, hvordan Lauritz.com reelt kørte økonomisk vanvidskørsel, mens Bengt Sundstrøm løbende jagtede løsninger og hemmelige finansieringskilder, der aldrig materialiserede sig.

Det fremgår også af den nye redegørelse, at kravet mod både Bengt Sundstrøms personligt ejede selskaber – som nu er i rekonstruktion – og de ultimative ejere og den tidligere ledelse nu har ramt 52 mio. kr.

Bengt Sundstrøm og hans selskaber har anerkendt et krav på 18,8 mio. kr., som konkursboet Lauritz.com har til gode. Men dertil kommer betaling for husleje af et gods i Sverige, Göholm, og en række kunstværker, som konkursboet mener, Bengt og Mette Sundstrøm i realiteten har brugt til private formål.

En anden nyhed i redegørelsen er, at kuratorerne har fundet ud af, at Bengt Sundstrøms selskaber har overført 4,6 mio. kr. fra auktionsselskabet, og nu vil kuratorerne undersøge, om der er grundlag for at rejse en omstødelsessag mod Blixtz-selskaberne.

Samlet set kan kravene mod konkursboet opgøres til små 173 mio. kr. Langt de fleste penge skylder boet til kreditorerne bag et obligationslån på over 100 mio. kr. De har for det lån taget et pant på 10 mio. euro, altså små 75 mio. kr., i vinslottet Vignelaure, som Blixtz-selskaberne ejer.

Kravet på de 26 mio. kr. skal ses som kuratorernes bud på, hvor meget af den samlede regning på 173 mio. kr., som den tidligere ledelse skal betale.

Hvis vinslottet bliver solgt, er det realistisk, at en stor del af pengene kan komme retur. Slottet blev i det seneste Blixt-regnskab sat til godt 272 mio. kr.

Salget af vinslottet er nu overtaget af Henrik Selchau Poulsen, advokatfirmaet Bruun & Hjejle, som både er den ene af kuratorerne i konkursboet og nu rekonstruktør i rekonstruktionen af Blixtz-selskaberne.

Finans har rakt ud til Preben Lindgard og Tue Byskov Bøtkjær for at få en kommentar til erstatningskravet.