Klimaminister forsvarer sin egen indsats efter havvindkollaps: »Det er et ignorant spørgsmål«

Hundredvis af gigantiske danske havvindmøller skulle ruste os mod Putins sorte gas og gøre Danmark til Europas grønne kraftcenter.

Sådan lød udmeldingen fra klimaminister Lars Aagaard (M) for mindre end otte måneder siden. Torsdag eftermiddag kunne han så konstatere, at der ikke kommer en eneste af de planlagte havvindmøller op i den danske del af Nordsøen.

»Det er selvfølgelig virkelig skuffende,« siger Lars Aagaard til Finans.

Torsdag stod det nemlig klart, at ingen private udviklere ville byde på tre store havvindparker i Nordsøen.

De tre parker udgør første halvdel af danmarkshistoriens største havvindudbud, som skulle sikre grøn strøm til mindst 6 mio. husstande eller rigtig mange af de europæiske virksomheder, der lige nu sukker efter billig grøn strøm.

»Konsekvensen er, at der bliver mindre grøn strøm til Europa. Det er grøn strøm, som ellers kunne have bidraget til lavere elpriser, men det må vi så vente med at få,« siger Lars Aagaard.

Han må samtidig sande, at havvind ikke er den forventede pengemaskine, som i politikernes drømme skulle hive milliarder hjem til Danmark.

»For halvandet år siden var det forventningen, at det danske søterritorium kunne generere indtægter til staten. Så det er klart, at det har nogle konsekvenser (når der ikke er bud på havvindparkerne, red.). Og det er ikke småpenge, vi snakker om her,« siger han.

Svenske Vattenfall har forklaret, at økonomien ganske enkelt ikke hænger sammen på de danske havvindprojekter.

Det har industriens aktører advaret om i månedsvis, men ifølge Lars Aagaard lå det slet ikke i kortene, da udbudsbetingelserne blev præsenteret i april i år.

»Dengang var der jo ingen markedsaktører, der sagde, at de ikke kunne bygge på de sites. Vi havde faktisk en diskussion om, hvordan vi ville sikre, at der ikke var et selskab, der løb med det hele, fordi der var så mange, der gerne ville byde,« siger Lars Aagaard.

Hele økonomien omkring havvindmøller er blevet hårdt ramt af den makroøkonomiske hammer i form af stigende renter og høj inflation. Det var dog allerede tilfældet, før det danske udbud blev frigivet.

Alligevel valgte regeringen at stille nogle udbudsbetingelser, som af mange aktører er blevet kritiseret for at gøre en svær situation endnu sværere for oplagte bydere som Ørsted, Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), svenske Vattenfall, tyske RWE og franske Total Energies.

For et halvt år siden præsenterede Forsikring & Pension, Dansk Industri og andre erhvervsorganisationer en opsigtsvækkende analyse, der viste, at en gennemsnitlig dansk havvindpark på blot to år var blevet 13 mia. dyrere, hvilket ville gøre havvindparkerne til en underskudsforretning.

Har I ikke været lidt for ignorante i forhold til den udvikling, der har været?

»Det, synes jeg, er et ignorant spørgsmål. Hvis man tænker den tanke til ende, skulle vi jo have stoppet udbudsprocessen, få måneder før den var færdig. Det mener jeg ikke, at man kan. Vi ved jo, at der har været liv i dialogen med markedsaktørerne helt frem til deadline,« siger Lars Aagaard.

Det danske udbud skiller sig ud fra f.eks. det britiske, ved at man ikke vil give nogen statsgarantier for elprisen. Det placerer en kæmpe risiko hos byderne, men de danske politikere har hele tiden insisteret på, at havvind skal være støttefri.

Samtidig har man stillet som krav, at staten skulle eje 20 pct. af havvindmølleparkerne, hvilket flere udviklere har haft svært ved at håndtere.

Desuden har det svækket økonomien i havvindparkerne, at det omdiskuterede brintrør til Tyskland er blevet udskudt, bl.a. fordi regeringen ikke har ønsket at påtage sig den milliardrisiko, der er forbundet med at bygge det.

Er der slet ikke nogen dele i det her forløb, hvor du kan pege indad og sige, at der gjorde vi det ikke godt nok?

»Det korte svar er nej. Nogle af de usikkerhedspunkter, der er blevet rejst i forløbet, har vi adresseret. Men vi skal have afdækket, hvad der er baggrunden for situationen. Er det de forhold, du peger på? Eller er det måske mere, fordi de (selskaberne, red.) har været ramt af nogle ændrede vilkår i den fundamentale økonomi,« siger Lars Aagaard.

Han uddyber, at det statslige medejerskab i hans optik kan ses som en fordel, fordi staten dermed også går ind og tager en del af risikoen. Og i forhold til brintrøret vil han lytte til selskaberne for at finde ud af, om den manglende afklaring på det har været udslagsgivende for de manglende bud på havvindparkerne.

Du er en minister, som fra begyndelsen af din periode har slået på, at du først og fremmest ville arbejde på implementering i stedet for at sætte nye mål. Er du lykkedes med det?

»Jeg havde i den grad håbet på, at der var nogen, der ville bygge havvindparkerne. Men jeg har også hele tiden stået på mål for, at økonomisk ansvarlighed også tæller med. Og fundamentet for alle målsætninger på havvind har været, at det skulle være støttefrit. Så jeg er en implementeringsminister på de vilkår, som der er politisk enighed om,« siger Lars Aagaard.

Han har nu bedt Energistyrelsen om at tage en fortrolig drøftelse med de kommercielle aktører for at få styr på årsagerne til, at de alle har vendt ryggen til Danmarks storstillede havvindplaner.

Det skal give politikerne en forståelse for, hvad der skal til for at få genstartet det danske havvindeventyr.

»Vi skal have lavet et grundlag for, hvordan vi kommer videre, for vi skal videre med havvind i Danmark,« siger Lars Aagaard.