Fortsæt til indhold

Travl hverdag? Her er Nicklas Brendborgs seks tip til at leve længere

Forsker og forfatter Nicklas Brendborg giver her seks råd til at leve et længere liv med en travl hverdag. Ét kan løse et træningsdilemma, ét kan redde menneskeliv – og et tredje ligner til forveksling en tur i spa.

Nicklas Brendborg har forsket, forfattet og formidlet om aldring i flere år. På vej mod 2025 giver han her seks råd til at leve længere – også med et presset arbejdsliv. Foto: Thomas Lekfeldt
Erhverv

New year, new me.

Parolen støves i disse dage nok af på tværs af Danmark på tærsklen til et nyt år. Ofte koblet med ambitioner om bedre work-life balance, mere tid til velvære eller generelt forsøge at være mere gavnlig for sine medmennesker.

Faktisk kan flere af eksemplerne ovenfor bogstavelig talt hjælpe til at leve længere med et travlt arbejdsliv, forklarer Nicklas Brendborg.

Kender du ikke den 29-årige stjerneforsker, behøver man blot besøge en boghandel. Foruden en forskerkarriere i aldring og longevity – altså, hvordan vi udsætter eller helt standser aldring – omfatter Brendborgs cv flere bestsellere, herunder ”Gopler ældes baglæns” om forskningen i at standse aldring.

Selvom en magisk pille ikke er i horisonten, er det dog ikke ensbetydende med, at man ikke kan forbedre chancerne for at leve længere, bemærker Nicklas Brendborg.

Selv peger han på særligt seks indsatsområder – og tre af dem af dem virker lette, men langtfra logiske.

Tre »lette« livsændringer

1.

Brug tandtråd

Dårlig mundhygiejne skaber samtidig muligheden for, at bakterier – der findes i munden – kan gå videre i blodet og skabe inflammation andre steder i kroppen. I yderste tilfælde til et punkt, hvor det skaber øget risiko for sygdomme.

»Vi kan se, at folk, der har meget dårlig mundhygiejne, får væsentligt øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og demens. Derfor: Sørg for at holde munden ren ved f.eks. at bruge tandtråd, tungerenser og naturligvis børste tænder,« siger Nicklas Brendborg.