Fortsæt til indhold

Hemmeligt drama i DLG: Biocirc fik landbrugsgigant til at ændre regnskab i 11. time

DLG havde sendt et andet regnskab ud til repræsentantskabet end det, som virksomheden endte med at præsentere for offentligheden.

Video: Thomas Lekfeldt
Erhverv

Der lå et langt større drama bag grovvarekoncernen DLG’s nedskrivning i biogasvirksomheden Biocirc, end DLG selv vil ud med.

På et pressemøde onsdag fortalte DLG’s topchef Peter Giørtz-Carlsen sekunderet af CFO Christina Nielsen og bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen om et usædvanligt dårligt regnskab med et underskud på 185 mio. kr.

Forklaringen lød bl.a. på svære markedsforhold og højere renter, men også en nedskrivning af koncernens Biocirc-aktier på 164 mio. kr. var med at farve tallene røde, fortalte de.

Efterfølgende ville hverken Christina Nielsen eller Niels Dengsø Jensen svare konkret på, hvornår det var blevet besluttet at nedskrive på Biocirc, ligesom førstnævnte afviste, at nedskrivningen kunne kobles til en specifik begivenhed.

Der var tale om en »helhedsvurdering«, lød det blot.

Nu kan Finans imidlertid afsløre, at nedskrivningen først blev besluttet i løbet af de allersidste dage op til offentliggørelsen af regnskabet.

Finans erfarer således, at DLG’s repræsentantskab forinden var blevet præsenteret for et andet regnskab, som skulle godkendes på et møde onsdag.

Men på selve dagen blev det orienteret om, at der var sket en rettelse af regnskabet, fordi der var sket noget, som havde gjort det nødvendigt at nedskrive på værdien af Biocirc-aktierne.

Korrektionen betød, at årets resultat blev ændret fra oprindeligt -21 mio. kr. til -185 mio. kr. - en forskel på 164 mio. kr. svarende præcis til den nedskrivning i Biocirc, som DLG-ledelsen offentliggjorde over for pressen senere samme dag.

Det er uvist, hvad der er sket, som nødvendiggjorde nedskrivningen af DLG’s aktiepost i 11. time.

Ifølge flere medlemmer, der var til stede på repræsentantskabsmødet, blev der ikke givet nogen forklaring, og DLG afviser nu at svare på flere spørgsmål om nedskrivningen.

Finans har desuden forgæves forsøgt at få en kommentar fra Biocircs adm. direktør, Bertel Maigaard.

Grovvarekoncernen købte sig første gang ind i Biocirc i 2023 med en investering på 377 mio. kr., der blev fulgt op af yderligere et kapitalindskud på 7 mio. kr, inden DLG i oktober 2024 skød 120 mio. kr. mere ind.

Investeringen løber altså samlet op i omkring en halv mia. kr., og med en ejerandel på omkring 10 procent, svarer købsprisen til en samlet værdisætning af Biocirc til 5 mia. kr.

Andre har købt sig ind til det dobbelte af den pris, DLG har betalt. Men står DLG’s nye værdiansættelse til troende, har Biocirc nu en samlet værdi på omkring 3,4 mia. kr.

DLG har siden investeringen i 2023 haft to medlemmer i Biocircs bestyrelse i skikkelse af Niels Dengsø Jensen og daværende DLG-direktør Jesper Pagh.

I december 2024 blev de en del af en voldsom magtkamp, efter at bestyrelsen havde modtaget henvendelser fra flere whistleblowere om direktør Bertel Maigaard.

Bestyrelsen krævede Bertel Maigaard fyret og ville desuden iværksætte en advokatundersøgelse, men med opbakning fra Biocircs største aktionær, Just Eat-milliardær Bo Bendtsen, overlevede han. Det endte i stedet med, at DLG trak sine bestyrelsesmedlemmer ud, ligesom formand Michael Haaning også valgte at gå.

Finans interviewede Niels Dengsø Jensen om sagen onsdag, men han afviste at gå i detaljer om, hvad bestyrelsen konkret var blevet tippet om - blot at det var forhold, som udløste en »handlepligt« for bestyrelsen til at få undersøgt, hvad der var op og ned.

Ifølge Finans’ oplysninger handlede forholdene bl.a. om ledelsesstil og om Bertel Maigaards brug af virksomhedens penge, men det ville Niels Dengsø Jensen ikke forholde sig til.

Han er selv blevet kritiseret for at have haft en dobbeltrolle, fordi han personligt blev aktionær i Biocirc, inden DLG investerede, og tilmed til den halve pris af den, som DLG købte aktier for.

Over for Finans onsdag fastholdt han, at han ikke har gjort noget forkert, og at han har erklæret sig inhabil i DLG i alt, hvad der handler om investeringer i Biocirc. Han sagde dog samtidig, at der vil blive vedtaget nye politikker, så en lignende situation ikke kan opstå igen.

Artiklens emner
DLG
BioCirc