Tysk tragedie: Høje energipriser, mangel på reformer og en overdosis af bureaukrati
Den tætte relation mellem Tyskland og dansk erhvervsliv findes også på den anden side af valget til Forbundsdagen på søndag, lyder det fra tysk direktør i Danmark.
Tyskland er uden tvivl et meget vigtigt eksportmarked for Danmark. Alene af den grund, at det er årsag til omkring 140.000 arbejdspladser i små, mellemstore og store virksomheder herhjemme.
Men det hører med i billedet, at Danmark også er et afgørende eksportmarked for Tyskland.
Moralen serveres af tyske Andreas Wenzel, der i de seneste næsten to år har været adm. direktør i Dansk-Tysk Handelskammer med adresse på Kongens Nytorv i det centrale København.
Handelskammerets driftsøkonomi er funderet på bidrag fra såvel det tyske statsapparat som de 700 danske og tyske medlemmer. Dertil kommer indtægtsdækket virksomhed.
»Der er flere end 100.000 job i Tyskland, der afhænger direkte af danske investeringer. Så vigtigheden af det tysk-danske økonomiske partnerskab går i begge retninger. Og selvom der kun er knap 6 mio. indbyggere i Danmark mod over 80 mio. i Tyskland, er Danmark stadigvæk det 16.-største eksportmarked for tyskerne,« lyder det fra 50-årige Andreas Wenzel.
Han er oprindeligt fra Bayern i det sydligste Tyskland og har i sin karriere haft job både inden for landegrænsen og ude i verden. Han kom til Danmark fra en stilling i Marokko, hvor han skulle skabe handelsrelationer mellem det nordafrikanske land og Tyskland.
Da han i 2023 begyndte på jobbet i København, var Tyskland et par år forinden blevet ramt af store økonomiske udfordringer, som i en vis udstrækning smittede af på danske virksomheder. Den tendens har ikke ændret sig.
Tysk økonomi befinder sig på samme lave niveau som for fem år siden, og alene i 2024 skrumpede tysk økonomi med 0,2 pct.
Det var andet år i træk med tilbagegang, og det er en medvirkende årsag til, at eksporten til Tyskland har stået stille i et par år.
For 2025 er forventningen, som er meldt ud fra det tyske økonomiministerium, en vækst i det store land midt i Europa på beskedne 0,2 pct.
»Den tyske økonomi har det svært på grund af høje energipriser, en mangel på politiske reformer og en høj grad af bureaukrati,« lyder det fra Andreas Wenzel.
Han understreger, at indtil videre slår Tysklands problemer kun i mindre grad igennem over for handlen med Danmark.
I de seneste årsopgørelser, som omfatter 2023, er Tyskland Danmarks næststørste eksportmarked efter USA med en indtægt fra eksport på over 232 mia. kr. Det svarer til godt 12 pct. af Danmarks samlede eksportindtægter.
Set fra et tysk perspektiv faldt importen fra Danmark i 2024 med 1,3 pct. Eksporten fra Tyskland til Danmark faldt med 1 pct.
»Det er et moderat fald i sammenligning med handelsrelationerne til mange andre europæiske og ikkeeuropæiske lande. Her ser vi langt mere drastiske fald,« konstaterer Andreas Wenzel.
I den eksportundersøgelse, som Dansk-Tysk Handelskammer offentliggjorde i november sidste år, spurgte man blandt andet danske virksomheder om deres forventninger til at gøre forretning i Tyskland.
Omkring 24 pct. af virksomhederne svarede, at Tysklands attraktion som forretningsland havde udviklet sig positivt inden for de seneste tre år.
Til gengæld svarede 26 pct. af eksportvirksomhederne herhjemme, at den tyske attraktionsværdi over de tre år var faldet.
»Der er ingen tvivl om, at nogle danske brancher har det sværere end andre i Tyskland,« konstaterer Andreas Wenzel.
Han peger på, at blandt andet de mange danske virksomheder, der er leverandører til den kriseramte tyske bilindustri, typisk oplever vanskeligheder.
Omvendt er der for Andreas Wenzel at se store muligheder for danske virksomheder inden for såvel medicinal- og biotekbranchen som digitalisering, hvor Netcompany og CBrain har positioneret sig i Tyskland, samt vindmøller og solceller.
Sidstnævntes succes kan viceadm. direktør i Green Power Denmark Jan Hylleberg bekræfte:
»Perioden 2019-2023 var ikke god for os. Men på ryggen af den energikrise, som Tyskland har oplevet, er sol og vind blevet meget stort, og det har blandt andet Vestas, European Energy og Eurowind Energy på positiv vis oplevet effekten af.«
Jan Hylleberg taler om, at 2024 var et rigtig godt år, og hans forventning for både indeværende år og 2026 er høj.
»Det tyske marked er for vores branche i øjeblikket godt, gunstigt og stabilt,« som Jan Hylleberg udtrykker det.
Fra Andreas Wenzels perspektiv er der ingen tvivl om, at den tyske regering, som på et tidspunkt toner frem efter valghandlingen på søndag 23. februar, står med et stort ansvar for at skabe gennemgående og gennemgribende forandringer.
Ifølge topchefen i Dansk-Tysk Handelskammer er der brug for et grundlæggende opgør med et udbredt bureaukrati hos både nationale og lokale myndigheder, som forhindrer eller forsinker handlinger.
»Det er vigtigt, at den nye tyske regering prioriterer at forme de politiske rammebetingelser på en måde, der gør det muligt for tyske virksomheder igen at operere internationalt konkurrencedygtigt, også i forhold til konkurrence fra for eksempel USA og Kina,« siger Andreas Wenzel og fortsætter:
»Der er i udpræget grad behov for, at politikerne går forrest med deres beslutninger og på den måde viser vejen ud af krisen. Ellers risikerer man, at der ikke sker noget eller i hvert fald ikke tilstrækkeligt,« siger Andreas Wenzel.
Han opfordrer den nye tyske regering til »at handle hurtigt for internationalt at genskabe tilliden til Tyskland og tysk erhvervsliv«.
I skrivende stund betragtes CDU’s formand og kanslerkandidat, 69-årige Friedrich Merz, som favorit til at blive den næste politiske leder af Europas største land. Og Merz har talt om skattelettelser for det tyske erhvervsliv i bestræbelserne på blandt andet at optimere interessen for udefrakommende investeringer.
Hvilke partier CDU går sammen med, er til gengæld usikkert. Også fordi flere af de mindre partier som det socialistiske Die Linke og det liberale FDP står så lavt i meningsmålingerne, at de risikerer slet ikke at komme ind i Forbundsdagen i Berlin, Tysklands svar på Folketinget.
I Andreas Wenzels optik er det højst sandsynligt, at det ender med en eller anden form for midterregering med partier, som alle er positive over for en tæt relation mellem Tyskland og de øvrige europæiske lande.
»Jeg forestiller mig på ingen måde, at den nuværende tætte relation mellem Tyskland og dansk erhvervsliv kommer i fare,« konstaterer Andreas Wenzel.
Hos Green Power Denmarks Jan Hylleberg er vurderingen, at den CDU-ledede regering, som han forventer, vil kunne skærpe fokus på en genoplivning af atomkraft som energikilde på bekostning af investeringer i vindmøller og solceller.
»Derfor har vi visse bekymringer til fremtiden for grønne investeringer,« siger Jan Hylleberg.
»Omvendt kan det være, at det ikke ender så galt, fordi valgkamp og virkelighed kan være to forskellige ting. Tyskland har travlt med den grønne omstilling, og det er både langsommeligt og dyrt at satse på atomkraft.«




