Fortsæt til indhold

Tesla tilbagekalder 46.000 Cybertrucks grundet sikkerhedsfejl

Erhverv
MarketWire

Tesla tilbagekalder størstedelen af sine Cybertrucks i USA, efter at det er blevet opdaget, at et udvendigt panel risikerer at løsrive sig under kørsel. Det skriver Bloomberg News.

De amerikanske trafikmyndigheder i NHTSA vurderer, at fejlen potentielt kan resultere i ulykker, og derfor skal godt 46.000 biler ind og have monteret et nyt panel.

Selv om det ikke vides med sikkerhed, hvor mange Cybertrucks der i alt er solgt i USA, vurderer analytikere, at tilbagekaldelsen omfatter størstedelen af Cybertrucks på de amerikanske veje.

Tilbagekaldelsen er endnu en mavepuster for Tesla, som i forvejen døjer med stigende konkurrence fra andre elbilsproducenter og en samtidig aldrende portefølje af modeller, skriver Bloomberg News.

Cybertruck-modellen er ellers blevet udset som afgørende for Teslas vækst de kommende år, men efterspørgslen for den futuristiske elbil har været skuffende, mens leverancer af modellen samtidig har været forsinket over flere omgange.

Tesla-aktien nød i første omgang godt af valget af Donald Trump som USA’s præsident ved udgangen af 2024. Siden er det gået drastisk ned ad bakke for aktien med et fald på over 50 pct. siden december.

Torsdag falder aktien yderligere 1,5 pct. til 232,33 dollar i formarkedet.

Artiklens emner
Tesla