Fortsæt til indhold

Linaks kunder kommer til at betale toldregningen

Bent Jensen fra Linak har bestemt ikke tænkt sig at lade sin indtjening blive ædt af Trumps toldsatser. Amerikanerne valgte præsidenten, og derfor må de betale regningen, lyder det.

Bent Jensen, adm. direktør og stifter af Linak. Foto: Linak
Erhverv

Der bliver ikke meget påskeferie for de Linak-ansatte, der har til opgave at regne ud, hvor meget det kommer til at koste at betale Donald Trumps forhøjede toldsatser.

»Vi har vildt travlt med at regne og regne og regne. Og når vi er færdige med at regne, så kommer der noget nyt, vi skal regne på. Det ændrer sig jo hele tiden og er ikke til at have med at gøre,« siger Bent Jensen.

Han er adm. direktør og storaktionær i Linak og ham, der har skabt virksomheden, der omsætter for over 4 mia. kr.

Hans udgangspunkt er, at det ikke er Linak, der skal betale de ekstra toldsatser, som den amerikanske præsident på et tidspunkt lægger sig fast på.

Han er ikke indstillet på at slå halv skade med kunderne.

»Nej, det er vi faktisk ikke. Jeg mener ikke, at det er vores problem. Det er deres eget problem i deres eget land. Og hvis de vil have den regering, så må de få det sådan. Ellers må de ringe til Trump og spørge ham,« siger Bent Jensen.

Kunderne er en række store industrikoncerner, der bruger Linaks teknologi i bl.a. hæve-sænke-borde, hospitalssenge og kørestole.

Samlet ligger omkring en femtedel af Linaks omsætning i USA. Koncernen har en stor fabrik i Kentucky, som samler produkterne. Det betyder, at Linak køber komponenterne fra alle mulige andre lande i verden for så at sætte dem sammen i USA.

Derfor forventede Bent Jensen egentlig, at han kunne slippe for tariffer, fordi han sælger sine produkter fra USA til amerikanske kunder. Men den gik ikke.

»Nu er der jo kommet en afgift på hele verden. Alle de komponenter, som vi bruger til at samle vores produkter med – og det er stort set alle sammen – køber vi ind fra andre lande,« siger han.

De varer, han allerede har samlet i USA, går fri af told. Men det gælder ikke de komponenter, som lige nu er på vej til USA med skib eller lignende, eller som står i en kontrakt, der er skrevet under.

»Vi skal faktisk ned i hvert enkelt produkt, som vi producerer i USA, og kigge på styklisten og så holde de enkelte komponenter fra det rigtige land op imod den liste, der nu gælder for toldsatserne. Det er det regneri, vi er i gang med, og som løbende ændrer sig.«

Han kan ikke gøre op, hvor meget produkterne stiger i pris, for det er meget forskelligt fra produkt til produkt, og det svinger med de svingende toldsatser.

»Men hvis vi tager et enkelt produkt, jeg lige nu har opdateret kendskab til, så er det steget 25 pct.,« siger han.

Andre virksomheder, bl.a. vinduesproducenten Velux, har besluttet indtil videre selv at tage regningen for den øgede toldsats, indtil det ligger fast, hvor høj den bliver. Andre forventer at skulle forhandle.

Andre ringer advokater ned for at høre, hvordan de står kontraktligt med en aftale, hvis de økonomiske forudsætninger har vendt vrangen ud.

Linak er også i dialog med kunder.

»Vi er begyndt at tale med dem. Nogle af dem beder os præsentere dem for et udspil, og så må vi tage den derfra og forhandle. Men vi vil ikke sætte penge til i USA,« siger Bent Jensen.

Hvad, hvis de så siger, at de vil ikke handle med jer mere?

»Det får de svært ved. De kan slet ikke købe de produkter, som vi leverer til dem, i USA. Så skal de ud til Asien, til Kina, og der er den jo helt gal med tarifferne. Så jeg tror, at de bliver nødt til at betale for det,« siger han.

Mandag eftermiddag så det stadig ud til, at man skal betale en told på op mod 145 pct. for at få varer fra Kina og ind i USA.

Bent Jensen har ikke tænkt sig at lukke fabrikken i USA, og han kan heller ikke se, hvordan han kan ændre forsyningskæderne rundtom i verden for at flygte fra Trumps tariffer.

»Hvis det ender med, at der sker en global sammensmeltning af verdensøkonomi, så er det en helt anden situation. Vi kan jo ikke lægge produktionen og forsyningskæderne om, for hele verden er ramt. Vi kan ikke lægge forsyningskæden om til nogle lande, som ikke er ramt.«

Linak holder produktionen ferielukket i påsken, og det samme har Bent Jensen tænkt sig at gøre.

Men de ansatte, der sidder og administrerer den amerikanske forretning, holder ikke fri. Priserne skal jo tilpasses den virksomhed, der ændrer sig hele tiden.

»Under corona vidste vi, hvad vi havde med at gøre. Der fik vi en vaccine, og så vidste vi, at det ville gå over. Dette har vi ikke nogen vaccine imod,« siger Bent Jensen.