DSV-aktien stiger markant på fusionsgevinst
Et skøn om en fusionsgevinst på 9 mia. kr. i syngergier i fusionen mellem DSV og DB Schenker trækker onsdag morgen logistikaktien op på børsen.
I månedsvis har analytikere og investorer ventet på, hvor store besparelser der ligger i fusionen mellem danske DSV og tyske DB Schenker, og onsdag morgen kom svaret.
Og det var godt: DSV-aktien stiger på børsen på den melding, DSV-ledelsen kom med i regnskabet for første kvartal. Efter få minutter er den steget over 7 pct.
»Baseret på de foreløbige estimater skønnes de årlige synergier at ligge på niveauet 9 mia. kr. ved udgangen af 2028, når hovedparten af integrationen forventes at være gennemført. De totale transaktions- og integrationsomkostninger forventes at ligge i niveauet 11 mia. kr.,« skriver DSV-ledelsen.
I virkeligheden lander DSV’s prognose for hele 2025 lige i midten af mange analytikeres bud - en driftsindtjening på omkring 20,5 mia. kr.
Men ledelsen sætter et interval, der giver plads til en forbedring, idet ledelsens officielle prognose i kvartalsregnskabet er driftsoverskud på 19,5 til 21,5 mia. kr. i driftsindtjening i 2025.
»Både denne prognose og synergierne på 9 mia. kr. er en smule bedre end ventet, så det tror jeg, bliver godt modtaget i markedet,« siger Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.
Selve kvartalsregnskabet viste et driftsoverskud på 3,9 mia. kr. på driften mod 3,64 mia. kr. i samme periode sidste år - igen ikke langt fra analytikernes prognoser.
Ledelsens fornemmelse for den geopolitisk urolige verden var også ventet med spænding.
»Det nuværende geopolitiske landskab inklusive situationen i Det Røde Hav, makroøkonomiske faktorer og den globale handelssituation, især potentiel efterspørgselsrisiko, som stammer fra de annoncerede handelstariffer, er fortsat usikkert, og uforudsete forandringer kan påvirke det finansielle resultat,« lød meldingen fra DSV-ledelsen.
Det var faktisk positivt i sig selv, vurderer Mikkel Emil Jensen fra Sydbank.
»Det er meget interessant, at der i ledelsens guidance ikke ligger en forventning om, at den igangværende told-krig har givet anledning til voldsom modvind. Den skriver blot, at det selvfølgelig giver anledning til usikkerhed,« siger Mikkel Emil Jensen.
I en separat meddelelse, hvor DSV-ledelsen bekræfter, at den gigantiske fusion til en værdi af 106,7 mia. kr. nu er en realitet, står der, at det fortsat er ledelsens aspiration at løfte driftsmarginen i den kombinerede enhed til mindst DSV’s niveau inden for de forskellige forretningsområder i 2028.
»Dermed siger de, at de vil løfte DB Schenkers lønsomhed op på mindst DSV’s niveau og måske endda højere. Det er også bedre end ventet,« siger Mikkel Emil Jensen.
Efter 20 minutters handel er aktien steget med godt 9,5 pct.

