Tidligere PET-chef: DTU-forskning har i høj grad »en særlig kinesisk interesse«
En cocktail af adgang til teknologi og parløb med danske virksomheder gør DTU til et oplagt mål for kinesisk spionage, vurderer Jakob Scharf. Værktøjskassen for Beijings efterretningstjeneste strækker sig over »flydende« forhold til landets virksomheder – herunder kontroversiel overvågning på DTU.
For Jakob Scharf er der ingen tvivl.
Adgangen til både teknologisk forskning og potentiel snagen i virksomheders pipelines gør Danmarks Tekniske Universitet til et oplagt mål for kinesisk industrispionage.
Spørgsmålet om DTU’s relevans som muligt spionagemål er blevet aktuelt, efter Finans for nylig kunne beskrive, hvordan kontroversielt kinesisk overvågningsudstyr gennemsyrer bl.a. universitetets hovedcampus i Lyngby.


