Fortsæt til indhold

Ny analyse: Der er milliarder at spare ved at flytte elforbruget

Der er milliarder i besparelser og pæne klimagevinster ved at flytte på energiforbruget, viser ny analyse fra CIP Fonden. Jernstøberiet Birn i Holstebro har gode erfaringer og kan desuden reducere tilbagebetalingstiden på sin elektrificering ved at levere såkaldte systemydelser.

Jernstøberiet Birn i Holstebro er med succes overgået til fleksibelt strømforbrug og leverer nu også såkaldte systemydelser til elnettet. Foto: Pr
Erhverv

Danske virksomheder kan spare milliarder, samtidig med at de bliver grønnere – uden at det koster store summer eller kræver store ændringer.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er ikke desto mindre den opsigtsvækkende konklusion i en ny rapport om fleksibelt elforbrug, som Copenhagen Economics har udarbejdet for CIP Fonden.

Ledende partner i fonden Charlotte Jepsen beskriver emnet som »en lidt kompliceret og teknisk tør kiks«, men potentialet er enormt.

Danske virksomheder og forbrugere kan spare 1,4 mia. kr. om året, mens udviklerne af vedvarende energi kan øge deres omsætning med 0,5 mia. kr. om året. Samtidig vil samfundet kunne reducere sin udledning med 230.000 tons CO2 årligt, hvilket har en værdi af omkring 200 mio. kr. årligt.

Og det bedste af det hele er, at de besparelser kan opnås, uden at man behøver gøre noget særligt, lyder det fra Charlotte Jepsen.

»Skønheden ved forbrugsfleksibilitet er, at det står på skuldrene af den udvikling, som allerede sker. Så der kommer både økonomiske og klimamæssige gevinster, uden at det kræver, at man gør en hel masse nyt, men bare fortsætter det, vi allerede gør,« siger den ledende partner.