Designere bag feteret modemærke: Vi rammer nu rigtigt og har fart i eksport
Mange små og få store mærker præger dansk modebranche. Et makkerpar har siden 2019 arbejdet for at få fart i det globale salg – nu melder de om 25 pct. vækst og vækker opsigt i modeugen.
Efter år med masser af opmærksomhed omkring det lille, feterede danske modemærke OpéraSPORT ser selskabets to ejere og stiftere nu også et internationalt og kommercielt gennembrud.
Det sker med en aktuel fremgang på 25 pct. i salget, trukket af især eksport og dermed salg til udvalgte butikker samt stormagasiner i en række lande – fra Asien og USA til forskellige steder i Europa.
OpéraSPORT er et modebrand, der blev grundlagt i 2019 af Stephanie Gundelach og Awa Malina Stelter. De har siden arbejdet for at udvikle det og kollektionerne med mode til kvinder.
Mandag stod de og OpéraSPORT for åbningsshowet ved augustudgaven af modeugen i København.
Et meget velbesøgt show med trængsel fra indkøbere, fagfolk, medier og andre fra en række lande, som ville have plads ved catwalken. En anderledes af slagsen, da showet blev gennemført i Frederiksberg Svømmehal med modeller spankulerende rundt på bassinkanten.
De to ejere af og designere bag OpéraSPORT er glade for interessen, men fastslår samtidig, at selvom de aktuelt har et af de små mærker i modebranchen, er målet klart at vokse.

