TV 2's tidligere sikkerhedsfirma i vanskeligheder efter udskældt dokumentar
Sikkerhedsfirmaet Guardian, der blev omtalt i omstridt TV 2-dokumentar, taber et millionbeløb og må se egenkapitalen gå tabt. Samtidig forlader medejer selskabet og går solo.
Et af landets største sikkerhedsfirmaer, Guardian Security Risk Management, der blev landskendt i TV 2-dokumentaren ”Den Sorte Svane”, er kommet i økonomiske vanskeligheder og må nu hente penge fra ejerkredsen for at sikre firmaets overlevelse.
Ifølge selskabet selv er det den negative medieomtale, der opstod i forbindelse med den omdiskuterede dokumentar, som har fået kunderne til at holde igen.
Det fremgår af et nyt regnskab fra selskabet, der bl.a. blev grundlagt af den tidligere jægersoldat Norman E. Kristiansen, som i 2013 hentede den kendte gidselforhandler Jens Serup ind som medejer og medlem af direktionen.
Samtidig med de økonomiske udfordringer har Serup nu valgt at forlade selskabet, bekræfter han over for Finans.

