Novos nye topchef: »Jeg har aldrig misset et budget«
Mike Doustdar elsker Novo Nordisk til døden, siger han. Nu vil han ændre fortællingen om selskabet og garanterer vækstudsigterne på lang sigt.
Novo Nordisk skal kunne levere langsigtet vækst og forblive den globale leder inden for udvikling og salg af lægemidler inden for diabetes og svær overvægt. Der skal løbes hurtigere og mere fokuseret, og så skal porteføljen af kommende produkter forbedres.
Det er det overordnede budskab fra Novo Nordisks nye topchef, Mike Doustdar, der i dag overtog ansvaret for landets hæderkronede medicinalselskab og en af Danmarks største væksthistorier.
I et interview med Finans foretaget på hovedkontoret i Bagsværd på sin første arbejdsdag som adm. direktør siger Maziar Mike Doustdar, at han kommer med dyb forståelse for, hvordan man driver salg af Novo Nordisk-lægemidler, og måske endnu vigtigere: evnen til at levere varen, uanset hvad det kræver.
»Du har set tallene, og hvor stabilt det internationale forretningsområde har været. Jeg har arbejdet med det her i næsten 20 år. Jeg har aldrig misset et kvartal, og det har jeg heller ikke tænkt mig at begynde på nu,« siger den 54-årige iranskfødte østriger.

