Ørsted-bestyrelse og ledelse: Kapitaltilførsel er »den bedste vej fremad«
Den børsnoterede energikoncern lægger ikke skjul på, at der aktuelt er pres på forretningen. Det er ikke mindst udløst af et »ekstraordinært« negativt marked for havvind i især USA.
Hverken ledelse eller bestyrelse i Ørsted lægger skjul på, at koncernen har behov for ny kapital.
Derfor har den mandag morgen lanceret planen om at fylde 60 mia. kr. i kassen og fået opbakning fra den danske statskasse.
Ørsted kæmper med en »væsentligt negativ udvikling på det amerikanske marked for havvind«, lyder det.
Derfor kan selskabet ikke som planlagt gennemføre et delvist frasalg af selskabets såkaldte Sunrise Wind-havvindprojekt og andre tiltag, som skulle styrke »Ørsteds kapitalstruktur og dermed understøtte selskabets investeringsprogram og forretningsplan«.
I stedet laves nu en kapitalforhøjelse. Om den situation udtaler bestyrelsesformand Lene Skole i en meddelelse, at »den regulatoriske udvikling i USA er uden fortilfælde.«

