Danish Crown og burgergigant skubber til glohedt marked for oksekød
Supermarkedskæder reagerer på, at den danske slagterigigant har indgået en langsigtet aftale med McDonalds om oksekød, som aktuelt er en ombejlet vare.
En ny stor aftale mellem slagterigiganten Danish Crown og burgerkæden McDonald’s i Norden kan præge salget af oksekød yderligere i de danske supermarkedskæder.
I det nye partnerskab har Danish Crown og McDonald’s indgået en langsigtet levering af oksebøffer fra 2026 til 485 burgerrestauranter i de nordiske lande. Tiltaget betyder, at Danish Crown etablerer en ny fabrik i eksisterende lokaler i sydjyske Vejen med forventet 30 medarbejdere. Samtidig skal aftalen øge antallet af medarbejdere på kreaturslagteriet i nærliggende Holsted med yderligere 60-70 medarbejdere.
Tiltaget kommer samtidig med, at der aktuelt er pres på markedet for netop oksekød i Europa, da efterspørgslen stiger, og det er med til at sende prisen i vejret.
Danish Crowns topchef Niels Ulrich Duedahl erkender over for Finans, at den nye aftale med McDonald’s på kort sigt kan præge det danske marked for oksekød, hvor Danish Crown også er storleverandør til en række af de store dagligvarekæder.


