Mest af alle: Bestseller-ejer vil sælge for milliardbeløb i kæmpe børsnotering
Klarna offentliggjorde tirsdag sit prospekt. Finans er dykket ned i det og har fundet en dansk hovedrolleindehaver.
Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen kommer til at spille en væsentlig rolle i én af årets største og mest hypede børsnoteringer i verden.
Den danske erhvervsmands koncern Heartland er nemlig den aktionær, der sætter klart flest aktier i spil ved svenske Klarnas længe ventede børsnotering.
Det fremgår af side 285 i det prospekt, Klarna tirsdag offentliggjorde forud for børsnoteringen, der ventes at ske i september på børsen i New York.
Det har svævet i det uvisse, om Holch Povlsen og Heartland ønskede at sælge ud af sit værdifulde aktiv ved en børsnotering. Det er der nu klarhed over.
Af prospektet fremgår det, at Heartland vil sælge mindst 6,3 millioner ordinære aktier. Det er næsten tre gange så mange aktier, der sættes i spil af Holch Povlsen end den aktionær, som vil sælge næstmest ved børsnoteringen.
Dertil kommer, at Heartland vil sælge yderligere 1,1 millioner aktier, hvis der er behov for det til at stabilisere kursen efter børsnoteringen. Det sker i en såkaldt underwriters option.
Da Klarna tirsdag oplyste, at den regner med en stykpris på dets aktier på mellem 35 og 37 dollars, vil Heartland ifølge Finans’ beregninger indkassere et sted mellem 1,4 og 1,8 mia. kr. på salget af aktier ved børsnoteringen.
Det afhænger af den endelige aktiepris, og om Heartland sælger de ”ekstra” aktier, den har tilbudt til salg ved børsnoteringen.
Selvom Heartland sælger klart flest aktier af de nuværende ejere af Klarna, kommer den danske koncern fortsat til at være en betydelig aktionær i den svenske betalingskomet.
Ifølge prospektet vil Heartland gå fra en ejerandel på lidt over 10 pct. til lidt under 9 pct.
Da Klarna vurderes at få en markedsværdi på op mod 14 mia. dollars, svarende til 90 mia. kr., vil Holch Povlsens tilbageværende aktier stadig have en pæn milliardværdi.
Anders Holch Povlsen købte sig ind i Klarna i 2017 for 225 mio. dollars. Altså omkring en sjettedel af hvad hans Klarna-aktier ventes at blive værd ved børsnoteringen.

